I august 2024 kunne Sund & Bælt melde ud, at Aarsleff for 309 millioner kroner skal stå for udvidelsen af Københavns Lufthavn Station i hovedentreprise.
Mandag den 6. januar blev der sat gang i anlægsarbejdet, som forventes at strække sig over to år, oplyser Sund & Bælt nu.
Øresundsbanen er med over 6.000 tog om måneden en af de mest trafikerede jernbanestrækninger i landet, og der vil komme yderligere jernbanetrafik, når Femern Bælt-tunnelen til Tyskland åbner.
Læs også: Femern Bælt-projektet tester fremtidens CO2-reducerede beton
For at sikre kapaciteten på strækningen udvides Københavns Lufthavns Station. Det omfatter blandt andet etablering af to nye perroner, forbedring af de eksisterende perroner og etablering af en forbindelse til de nye perroner fra lufthavnens Terminal 3.
– Strækningen her er ikke kun vigtig for Danmark. Den er vigtig for Europa. Den indgår i det transeuropæiske transportnet som den akse, der binder det øvrige Skandinavien sammen med Europa. Derfor er udvidelsen også et vigtigt projekt støttet af EU, udtaler administrerende direktør, Mikkel Hemmingsen fra Sund & Bælt.
Den udvidede lufthavnsstation forventes at stå klar i slutningen af 2026.