Udvikler dropper plan om hotel i 14 etager

Udvikler skifter kurs i forbindelse med plan om et hotel med 100 værelser fordelt på 14 etager midt i Esbjerg. Ny lokalplan skal give mulighed for at opføre en blandet bolig- og erhvervsejendom.

Gennem en årrække har E. Bank Lauridsen Holding i samarbejde med Arkitektfirmaet Rudolf Lolk og Effekt Arkitekter arbejdet med projektet Hotel Esbjerg City på Skolegade midt i byen.

Planen har været at opføre et cirka 6.000 kvadratmeter stort højhus i 14 etager med 100 hotelværelser samt lejligheder og erhvervslokaler på de øverste etager.

Nu bliver der sadlet om. Esbjerg Kommune har modtaget en ansøgning om at få udarbejdet en ny lokalplan for den 1.170 kvadratmeter store grund, da E. Bank Lauridsen ikke længere vil bygge hotellet i henhold til den nuværende lokalplan.

I stedet ønsker udvikleren at få udarbejdet en ny plan, der giver mulighed for at opføre en blandet bolig- og erhvervsejendom.

Der skæres i det kommende projekt en del etager og etagemeter fra. Nu lægges der nemlig op til 3.200 kvadratmeter bebyggelse i blot seks etager.

I forbindelse med projektet er der i øvrigt et ønske om, at der kan etableres udeservering i Heerups Have på samme måde som ved Hotel Britannia.

Heerups Have ikke indgår i lokalplanens afgrænsning, og det kan derfor ikke indgå direkte i planprocessen. Parallelt med planprocessen skal det i stedet afklares, om Esbjerg Kommune kan acceptere udeservering i området.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling