Udvikler, søn og svigersøn vil bygge butikker i Varde

Planen omfatter en dagligvarebutik, større udvalgsvarebutikker og restauranter samt en ladepark på en 28.000 kvadratmeter stor grund.

Rema 1000. Foto: Dansk Byudvikling.
Rema 1000. Foto: Dansk Byudvikling.

Detailhandlen i det sydvestjyske står over for en ny konkurrence, hvis et planlagt butiksområde i Varde bliver til virkelighed.

Projektet, der er udviklet af Kravin Projekter, skal efter planen opføres i den sydlige del af byen, skriver JyskeVestkysten.

Planerne om et butikscenter på hjørnet af Søndermarksvej og Ribevej er resultatet af flere års arbejde. Et tidligere og mindre projekt blev afvist af kommunen, fordi reglerne i planloven ikke tillod etablering af et nyt butiksområde med en dominerende dagligvarebutik. Siden da er projektet blevet udvidet og tilpasset, så dagligvarehandel nu kun udgør en mindre del af det samlede center.

Bag projektet står Poul Erik Vind, sønnen Allan Vind og svigersønnen Jesper Sørensen, som har arbejdet med udviklingen i fem år.

Annonce

– Vi har lavet alt det benarbejde, der skal laves, og nu venter vi kun på politikerne, siger Poul Erik Vind.

Det nye projekt omfatter et areal på cirka 28.000 kvadratmeter, hvor der planlægges opført omkring 9.200 kvadratmeter butikker og servicefunktioner.

En Rema 1000 på cirka 1.200 kvadratmeter er allerede på plads, mens der også arbejdes på at tiltrække større udvalgsvarebutikker. Derudover indgår en ladestation til elbiler samt mindre serveringsmuligheder.

Projektet afventer nu politisk behandling i forbindelse med en ny lokalplan. Hvis planen godkendes, forventer udvikleren at kunne gå i gang med byggeriet i 2027.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev