Der er mangel på store og moderne kontorer i Aarhus og omegn. Derfor er et nyt kontorbyggeri i Skejby på tegnebrættet.
Byggeriet skal ligge på Hedeager 35 og får et samlet areal på godt 13.000 kvadratmeter.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, som skal stå for udlejningen af kontorlokalerne.
Lars Horst Petersen, udviklingschef og partner fra Vidar Ejendomme, har sammen med Niels Elbek fra Elbek & Vejrup på vegne af et aarhusiansk konsortium kørt tæt parløb om projektet.
– Der mangler store kontordomiciler i Aarhus og omegn. Derfor vil vi i et konsortium bygge en stor, ambitiøs og topmoderne kontorejendom, som er ideelt til større virksomheder med behov for betydelige, sammenhængende arealer på en eller flere etager, udtaler Lars Horst Petersen.
Den nye kontorbygning bliver målrettet større virksomheder med behov for mange sammenhængende kvadratmeter. Kontorarealerne udgør omkring 11.000 kvadratmeter, mens resten er fællesarealer. Bygningen kan enten rumme én stor virksomhed eller fungere som flerbrugerhus for tre-fire virksomheder.
Byggeriet sættes i gang, når de første lejere har skrevet under. Opførelsen forventes at tage omkring 20 måneder, og de første virksomheder kan efter planen flytte ind sidst i 2027.
– Byggetilladelsen forventes at være på plads i januar 2026, og de kommende lejere har god mulighed for at få indflydelse på selve indretning og materialevalg. Lejerne kan enten leje hele kontordomicilet eller fra 3.000 kvadratmeter og opefter, udtaler Anne Sofie Brandt, EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus.
Projektet er tegnet af arkitektfirmaet Cebra og bliver opført på en af de sidste grunde i Skejby, hvor der stadig er plads til nye kontorbyggerier. Byggeriet skal DGNB-certificeres.























