Udvikler vil bygge 35 seniorvenlige rækkehuse i Greve

Ved Greve Landsby skal et landbrugsareal udvikles til en nyt boligområde med omkring 35 seniorvenlige rækkehuse.

Tilbage i 2022 besluttede politikerne i Greve Kommune, at der skulle arbejdes videre med plangrundlaget for boligudviklingsprojekter på Vesterbjerg 52 og 56 i Greve Landsby.

Siden efteråret 2023 har en unavngiven projektudvikler har et ønsker om at få igangsat en lokalplan for det 19.000 kvadratmeter store areal, der i dag består af landbrugsjord og en enkelt bolig, som forventes nedrevet.

Målet er at få bygget omkring 35 seniorvenlige boliger, der imødekommer behovet hos borgere, der ønsker at blive i Greve Landsby, når de flytter fra parcelhuse.

Projektet omfatter 12 rækkehuse på 90 kvadratmeter i én etage, 11 rækkehuse på 120 kvadratmeter i 1,5 etager og 12 rækkehuse på 145 kvadratmeter i 1,5 etager.

Desuden skal der bygges et fælleshus på 250 kvadratmeter, så der i alt vil være tale om 4.390 kvadratmeter nybyggeri ved den ekisterende Røde Kors-butik på Vestervang.

Steen Palsbøl Arkitekter har udarbejdet en bebyggelsesplan for projektet. Byggeriets facader vil have variation, og rækkehusene opføres med saddeltage, der harmonerer med landsbyens udtryk.

Der bliver vejadgang til boligområdet fra Vesterbjerg, hvor parkeringspladser primært placeres, mens et regnvandsbassin mod syd skal sikre mod oversvømmelse. Eksisterende bevaringsværdig beplantning mod Åtoftevænget og nord mod åbne marker bevares for at sikre områdets grønne karakter.

Projektet skal overholde Fingerplanens krav om byudvikling af lokal karakter, hvilket betyder, at antallet af boliger skal afspejle lokale behov. Bystrategisk Råd har udtrykt bekymring for, om der er tilstrækkeligt behov for seniorboliger og foreslår en lavere bebyggelsesprocent samt en trafikanalyse for området. Da projektet ligger i landzone, kræves et kommuneplantillæg, og kommunen skal kompensere ved at fjerne byggemuligheder andre steder.

Udarbejdelsen af lokalplanen, kommuneplantillægget og en miljøvurdering sker i efteråret 2025. I første kvartal af 2026 sendes forslagene i offentlig høring med forventet vedtagelse samme periode.

Tilmeld Nyhedsbrev