
Et nyt boligområde kan være på vej ved Valenciavej i Hedensted. Hedensted Kommunes Udvalg for Vækst og Fællesskab har besluttet at sende forslag til lokalplan og kommuneplantillæg i otte ugers offentlig høring.
Planen er udarbejdet på baggrund af et kommunalt udbud, hvor Hejco Gruppen ønsker at udvikle omkring 34 tæt-lave boliger i ét plan på et cirka 1,3 hektar stort område.
Boligerne skal opføres i mursten eller som pudsede bygninger, og området får en maksimal bebyggelsesprocent på 40, mens der skal etableres mindst 1,5 parkeringsplads pr. bolig. Den eksisterende skolesti bevares, og der skal desuden være grønne arealer til leg og ophold samt plads til håndtering af regnvand.
Området skal have vejadgang fra Lunavej. Langs Valenciavej fastlægges en byggelinje på to meter, mens der etableres en begrønnet støjskærm langs områdets østlige skel.
Projektet kræver samtidig en ændring af kommuneplanen. I dag er området udlagt til offentlige formål med mulighed for bygninger på op til 15 meter og fire etager. Det ændres til boligformål med tæt-lave boliger og en maksimal højde på 8,5 meter. Kommuneplanrammen vil fortsat tillade en bebyggelsesprocent på 40.
Planlægningen er miljøvurderet, fordi kommunen vurderer, at projektet kan påvirke miljøet væsentligt. Miljørapporten peger dog på en begrænset påvirkning blandt andet i forhold til biodiversitet, beskyttede arter og menneskers sundhed på grund af støj.
Hvis planerne gennemføres, skal den nye boligvej efter forvaltningens forslag hedde Wilhelms Alle.
Hejco Gruppen administrerer i forvejen 600 lejemål i Odense, Vejle, Esbjerg og Trige.






















