
I slutningen af marts vedtog politikerne i byrådet i Skive Kommune en ny lokalplan for et 25 hektar stort areal ved Ydunsvej i Glattrup i det sydøstlige Skive.
Her skal der etableres et nyt boligområde. Lokalplanen giver mulighed for, at der kan bygges over 200 boliger.
Det er planen, at området kommer til at rumme cirka 44 kommunale parcelhusgrunde og cirka 130 rækkehuse til udlejning.
– Det med rækkehuse er især vigtigt, for det er dét, der bliver efterspurgt, og det er dét, der mangler i Skive Kommune, sagde formand for Udvalget for Teknik og Miljø, Goska Rasmussen (V), på byrådsmødet.
Ifølge udvalgsformanden har investor i området oplyst, at det især er skilsmisser, der skaber behov for nye rækkehuse.
– Nu synes jeg, at det er rigtigt trist, at man tænker sådan. Men når nu det er sagt, så er det måske også godt nok, for så kan den ene part bo i et parcelhus, og den anden kan flytte i et rækkehus, sagde hun på byrådsmødet.
Vestergaard Estate i samarbejde med N.C. Nielsen opkøbt de områder, hvor der skal bygges rækkehuse af den tidligere ejer.
De har den seneste tid arbejdet på højtryk med at detailprojektere deres første etape, og forventer at være klar til at gå i jorden med byggemodningen efter sommerferien, når Museum Salling er færdige med udgravningerne.
De første lejeboliger forventes at stå klar i 2026, mens byggemodningen af de første cirka 11 kommunale byggegrunde forventes at stå på fra oktober 2025 til maj 2026.