ACT Architects kommer ud af 2024 med et resultat før skat på 4,1 millioner kroner mod 3,2 millioner kroner året før.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra arkitektvirksomheden, der blot er tre år gammel.
Efter skat lander resultatet på 3,2 millioner kroner mod 2,5 millioner kroner året før.
– Vi har haft et arbejdsomt år med både nye og eksisterende partnerskaber, udtaler Mikkel Westfall, partner og medstifter af ACT Architects.
– Det er vigtigt for os, at vores ånd følger med i alle projekter, vi tager del i, og derfor er vores styrke også vores begrænsning – for menneskerne og det nærvær, vi lægger i hver opgave, er kernen af ACT Architects. Det betyder også, at vi ikke har faste vækstmål, men vi vokser i takt med de kompetencer, vi har, og de opgaver, vi kan tage i mod.
I 2024 realiserede ACT Architects en bruttofortjeneste på cirka 19,6 millioner kroner. Virksomhedens egenkapital er på knap 7 millioner kroner.
– Vores resultater er drevet af vores tilgang til projekter. Siden begyndelsen har vi været optagede af at lave en tegnestue, hvor vi ved at arbejde fokuseret og disciplineret, kan gå til projekterne med en nærhed, der giver os mulighed for at skabe meningsfuld og værdifuld arkitektur. Det er jeg glad for, og det ser vi fortsat bliver anerkendt af vores kunder og samarbejdspartnere, udtaler Mikkel Westfall.
Tegnestuen består i dag af 27 medarbejdere. I løbet af året har ACT Architects udvidet partnerkredsen, der i dag består af Mikkel Westfall, Nina Clement, Lene Foder og Natasja Cornelius samt Jette Lind Johansen.
I 2024 udvidede ACT Architects samtidig sin bestyrelse med forperson Cecilie Ingdal og bestyrelsesmedlem Martin Colberg, ligesom Natasja Cornelius blev daglig leder af tegnestuen.