Unge vil skabe mere vild natur i hele landet

Naturbevægelsen FLOR vokser med millionstøtte og planer om seks nye fællesskaber i danske studiebyer.

Foto: Jonatan Nothlev.
Foto: Jonatan Nothlev.

Danmarks Naturfredningsforenings ungdomsbevægelse FLOR har siden 2023 samlet unge med interesse for natur og biodiversitet.

Nu får bevægelsen ny støtte fra Tuborgfondet og 15. Juni Fonden, som skal bruges til at udvide fællesskabet til flere danske byer, oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

FLOR har i dag lokale fællesskaber i København, Aarhus, Odense og Aalborg med omkring 500 medlemmer mellem 18 og 30 år. Her mødes unge blandt andet om naturpleje, kampagner og aktiviteter, der skal styrke biodiversiteten og skabe mere vild natur.

De nye bevillinger på samlet over 5,5 millioner kroner skal blandt andet bruges til kurser, naturaktiviteter, en årlig biodiversitetsfestival og etablering af seks nye lokale fællesskaber i andre studiebyer.

– FLOR er et godt eksempel på, at giver man unge plads og indflydelse, så kan stærke fællesskaber vokse frem. Nu glæder vi os til at få endnu flere med, udtaler Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Det er endnu ikke besluttet, hvor de nye fællesskaber skal placeres. Til efteråret vil Danmarks Naturfredningsforening undersøge, hvilke studiebyer der har de bedste muligheder for at etablere nye aktiviteter. Et vigtigt krav er, at de unge skal have adgang til naturområder, hvor de kan plante træer, slå med le og arbejde med at gøre naturen mere vild.

Hos Tuborgfondet peger man på, at projektet giver unge mulighed for både at engagere sig i den grønne omstilling og skabe konkrete forandringer sammen med andre.

– Biodiversitetskrisen kalder på både ny viden, nye fællesskaber og nye måder at engagere sig i naturen på. FLOR formår at omsætte unges engagement til konkret handling for naturen – og samtidig skabe stærke fællesskaber omkring biodiversitet, udtaler Steffen Brøgger-Jensen, programchef i 15. Juni Fonden.

Om FLOR

  • FLOR er en ungdomsbevægelse for mere vild natur og biodiversitet, og er en del af Danmarks Naturfredningsforening.
  • FLOR startede i sommeren 2023 med bevilling fra Tuborgfondet.
  • FLOR består i dag af 500 engagerede unge mellem 18-30 år samlet i lokale fællesskaber i Aarhus, Aalborg, Odense og København.
AnnonceTilmeld Nyhedsbrev