Universitetsbygninger skal omdannes til knap 300 ungdomsboliger

Ni tidligere forsknings- og undervisningsbygninger på knap 12.000 kvadratmeter skal omdannes til ungdomsboliger og skole.

Politikerne i Roskilde Kommune er netop blevet præsenteret for et lokalplanforslag, der skal give mulighed for, at ni tidligere forsknings- og undervisningsbygninger ved Roskilde Universitet (RUC) kan få nyt liv.

De to etager høje bygninger i RUC Campuskvarter skal omdannes til op mod 287 ungdomsboliger, og i stueetagerne skal der etableres skole til 200 børn samt fællesfaciliteter, der skal være åbne mod campusområdet.

Lokalplanen skal sikre overenstemmelse med en helhedsplan, der blev udarbejdet i 2019 for RUC Campus.

Blandt ejerne af ejendommene er Fonden Roskilde Universitets Internationale Boliger samt APF Ejendomme, der har advokaterne Knud Foldschack og Frantz Sigersted-Rasmussen samt Poul Henrik Tvede og Torben Golsche Knappe som reelle ejere.

PLH Arkitekter har udarbejdet skitser til projektet, hvor målet er at puste nyt liv i de eksisterende bygninger på knap 11.700 kvadratmeter i stedet for at rive dem ned.

Lokalplanforslaget skal også give mulighed for at bygge ekstra tagetager, så den samlede bebyggelse får et omfang på 15.700 kvadratmeter.

Et centralt haveanlæg og bevaringsværdige træer skal sikres som en del af det grønne miljø på campus. Samtidig stilles der krav til materialer og facadedetaljer, så ombygningerne passer ind i Roskilde Universitets samlede helhedsplan og arkitektoniske stil.

Endeligt lægges der vægt op at, der skal skabes blandede boformer.

“Alle nye boliger er til studerende, hvor der kan være forskellige beboergrupper som bidrager til en mangfoldighed. Dels laves der boliger til bevægelseshandicappede, dels en variation af boligstørrelser, hvor de største kan bebos af par. Diversiteten understøttes med muligheden for boliger til unge med særlige behov”, lyder det i lokalplanforslaget.

Et vigtigt punkt i planen er parkeringen. Når bygningerne bliver omdannet, tilføjes der godt 4.300 kvadratmeter nybyggeri, hvilket skaber behov for 43 ekstra parkeringspladser. Da den centrale del af campus er bilfri, skal pladserne findes i de eksisterende parkeringsområder uden for lokalplanens område. En analyse viser, at behovet kan dækkes ved at udnytte de nuværende arealer bedre.

Lokalplanen er tilpasset Kommuneplan 2025, hvor området nu også er udlagt til boliger. En miljøscreening har vist, at omdannelsen ikke vil få væsentlige konsekvenser for miljøet, og derfor udarbejdes der ikke en egentlig miljøvurdering.

Indtil videre har politikerne i Plan- og Teknikudvalget nikket ja til, at sende lokalplanforslaget i otte ugers offentlig høring. Der vil i den forbindelse blive afholdt et borgermøde den 7. oktober 2025 fra klokken 19 til 21.

Tilmeld Nyhedsbrev