En erhvervsejendom på 10.300 kvadratmeter på Langs Skoven 8 i Skødstrup nord for Aarhus er nu fuldt udlejet til virksomheden Urban Group.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Colliers, som har formidlet udlejningen på vegne af ejendomsselskabet Mileway.
Urban Group vil bruge ejendommen til at etablere en ny fabrik til produktion af træelementer gennem selskabet Urban Production. Fabrikken skal samle centrale aktiviteter i virksomheden og samtidig gøre det muligt at øge produktionen til byggebranchen.
Ejendommen rummer både produktions- og lagerfaciliteter og ligger i erhvervsområdet i Skødstrup med gode transportforbindelser til motorvej og byen.
– Vi er glade for at kunne byde Urban Group velkommen som ny lejer. Ejendommen giver dem fleksibiliteten til både produktion, lager og administrative funktioner, og vi ser frem til at understøtte deres fortsatte udvikling, udtaler forvaltningschef Christian Pihl fra Mileway.
For Urban Group er etableringen af den nye fabrik et vigtigt skridt i selskabets vækststrategi. Virksomheden har de seneste år styrket sin position inden for industrialiseret byggeri, og den nye fabrik skal både øge produktionskapaciteten og samle flere forretningsområder under ét tag.
– Den nye fabrik er en milepæl for os. Vi får mulighed for at øge produktionen markant og samtidig samle flere af vores kompetencer under samme tag. Det styrker både vores effektivitet og vores mulighed for at levere bæredygtige løsninger til fremtidens byggeri, fortæller Morten Storm, Urban Group.
Tina Iburg fra Colliers i Aarhus påpeger, at området i Skødstrup fortsat tiltrækker virksomheder på grund af den gode infrastruktur med både motorveje og letbane samt nærheden til byen.
Ifølge tinglysningen købte Mileway i 2022 ejendommen på Langs Skoven i Skødstrup af Aida for godt 55 millioner kroner.























