
Urban Partners har sat gang i et omfattende frasalg af lejeboliger i København.
I de to boligprojekter The Residence på Enghave Brygge og Kalvebod Huse i Ørestad skal i alt 345 boliger sælges som ejerlejligheder, når de nuværende lejere opsiger deres lejemål.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Projekt Poul Erik Bech i København, der på vegne af Urban Partners skal formidle salget af to store boligprojekter.
Ifølge projektmægleren er udviklingen et resultat af et historisk lavt udbud af ejerlejligheder og stigende boligpriser, som gør det attraktivt for professionelle investorer at sælge boligerne enkeltvis frem for at beholde dem som udlejningsejendomme.
– For mange investorer giver det ganske enkelt god mening at realisere værdierne, udtaler Thomas Høeg Mogensen, kunde- og relationsdirektør, EDC Projekt Poul Erik Bech.
Hos EDC Projekt Poul Erik Bech vurderer man, at flere investorer vil følge samme strategi i de kommende år, hvilket kan øge udbuddet af ejerboliger på et marked, hvor der længe har været mangel på boliger til salg.
– Det er en naturlig udvikling i markedet og vi forventer, at tendensen vil fortsætte i de kommende år, i takt med at flere investorer kombinerer udlejning med strategisk frasalg af boliger enkeltvis, udtaler Thomas Høeg Mogensen.
De nuværende lejere får mulighed for at købe deres bolig, før den bliver sat til salg. Urban Partners forventer, at salget vil ske løbende i takt med, at lejlighederne bliver ledige.






















