Urban Partners har indgået en aftale om at sælge fire boligejendomme i Tingbjerg til Home.Earth, oplyser ejendomsselskabet i en pressemeddelelse.
Handlen omfatter 218 udlejningsboliger med et samlet areal på cirka 21.500 kvadratmeter.
Ejendommene er fuldt udlejede og opført i perioden fra 2018 til 2024. Tre af dem er certificeret efter DGNB Guld, mens alle fire har energimærke A.
Boligerne blev udviklet som en del af den omfattende forandring af Tingbjerg, hvor Urban Partners har været involveret i flere år. Målet har blandt andet været at skabe flere boliger og et mere blandet og varieret kvarter.
– Vi er stolte af at have været med til at forme boliger, der har gjort en reel, positiv forskel for området, udtaler Thomas Riise-Jakobsen, partner og landechef hos Urban Partners.
– Home.Earth er den rette ejer til at bygge videre på den allerede igangværende udvikling, mens vi fortsætter vores eget engagement i Tingbjerg gennem andre projekter.
Med salget overlader Urban Partners ejendommene til Home.Earth, der ifølge selskaberne skal være langsigtet ejer.
Home.Earth fremhæver, at købet passer ind i selskabets fokus på bæredygtighed og social påvirkning.
– Vi ser frem til at møde alle lejere, som snart vil opleve Home.Earths dedikerede tilgang og vores ‘Mutual Gain’-koncept, hvor lejere, der passer godt på ejendommen, deler i driftsoverskuddet, hvilket afspejles som en rabat på deres husleje, udtaler Peter Lassen, transaktionschef hos Home.Earth.
Urban Partners blev rådgivet af Colliers, Bruun & Hjejle og KPMG, mens Home.Earth blev rådgivet af Gorrissen Federspiel og Deloitte.























