Urban Partners har solgt to nordiske logistikporteføljer for samlet mere end 7,5 milliarder kroner og gennemfører dermed det største direkte salg af en logistikportefølje i Norden i næsten fem år.
Salgene sker på vegne af fondene NSF III, NSF IV, NSF V og NIP og understreger en stigende efterspørgsel efter moderne logistikejendomme i Norden i et marked, der igen viser tegn på stabilitet og bedre likviditet.
Den største handel omfatter ejendomme for cirka 6,2 milliarder kroner og forventes afsluttet i april med den svenske børsnoterede logistikejendomsvirksomhed Catena AB.
Porteføljen består af 20 moderne logistikejendomme på mere end 600.000 kvadratmeter, placeret i veletablerede logistikklynger i Sverige, Danmark og Finland. Ejendommene har en gennemsnitlig uopsigelig lejeperiode på 11 år, hvilket giver stabile og langsigtede lejeindtægter.
Den anden handel omfatter 118.000 kvadratmeter logistikejendomme i Sverige og Danmark. Køber er den canadiske pensionsinvestor Ontario Teachers’ Pension Plan i samarbejde med den nordiske operatør Fokus Nordic.
– Disse transaktioner demonstrerer Urban Partners’ evne til at gennemføre i stor skala og levere stærke resultater for vores investorer, herunder gennem det største nordiske salg af direkte logistikporteføljer i flere år, udtaler investeringsdirektør og chef for ejendom hos Urban Partners, Jani Nokkanen.
Efter salgene er Urban Partners fortsat den største forvalter af logistikinvesteringer i Norden med en samlet portefølje og udviklingspipeline på omkring 2 millioner kvadratmeter. Mere end 70 procent af de solgte ejendomme er udviklet af selskabet selv inden for de seneste fire år.











