Vejle pusler med plan om statslig industripark

Vejle Kommune kan være på vej med en ansøgning, der skal bane vejen for en statslig industripark i den østlige del af Give.

Flere kommuner har allerede meldt sig klar til at byde ind på en af de fem kommende statslige industriparker.

Nu er kan Vejle Kommune være på vej til at melde sig ind i rækken.

En kommende industripark skal dog ikke ligge i Vejle. Kommunen overvejer at sende en ansøgning afsted til staten om at få et område ved Give Øst udpeget.

Området består af erhvervsområdet, hvor den sydligste del af erhvervsområdet på 73 hektar er lokalplanlagt, og hvor en del er kommunalt ejet. Den midterste del af erhvervsområdet er rammelagt i kommuneplanen til erhvervsområde. Det drejer sig om at areal på 70 hektar.

Planen rummer på længere sigt også et 170 hektar stort perspektivområde nord for, hvor man på sigt kan udvikle en energipark og flere grønne virksomheder som biogas, PtX og batterilagre.

Bliver området godkendt af staten, får virksomheder særligt gode vilkår som hurtigere myndighedsbehandling og hjælp til at komme gennem det offentlige system. Det skal gøre det lettere at bygge nyt og tiltrække investeringer.

Der er dog ikke truffet nogen beslutninger endnu, og både politikere og borgere skal inddrages, før noget bliver sat i gang. Næste skridt er behandling i økonomiudvalget og byrådet.

“I ansøgningen gøres der opmærksom på, at området hverken er politisk godkendt eller planlagt. Det er vigtigt at fastholde, at der både er en politisk proces og en borgerproces inden et perspektivområde eventuelt kan realiseres”, lyder det i dagsordenen til et kommende møde i økonomiudvalget.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling