
Velkomn har indgået aftale om at købe 458 nybyggede rækkehuse fra kapitalforvalteren ArthaScope. Rækkehusene er alle opført inden for de seneste fire år.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra det danske ejendomsselskab med London-baserede ejendomsinvesteringsselskab Matter Real Estate i ryggen
Ifølge Fyens.dk er der tale om en handel til 1 milliard kroner. Med opkøbet vokser Velkomns portefølje til mere end 1.600 boliger og en samlet balance på over 3,7 milliarder kroner, når igangværende byggerier er færdige.
Rækkehusene omfatter i alt 44.500 kvadratmeter og ligger i Odense, Vejle, Kolding, Fredericia, Odder og Middelfart kommuner. Det er områder med udsigt til både befolknings- og jobvækst, og særligt Trekantområdet får en central rolle i Velkomns videre udvikling.
Ifølge selskabet styrker aftalen tilstedeværelsen i netop de kommuner, hvor efterspørgslen på moderne familieboliger er stigende.
Administrerende direktør i Velkomn, Peter Uldall Borch, peger på, at boligerne passer præcist ind i selskabets strategi om gode beliggenheder, høj kvalitet og energieffektive løsninger.
– Et overset område som Odder er et godt eksempel på, hvordan vores data og grundige analyser har gjort det muligt at finde en række skjulte perler. De færreste forbinder nok for eksempel kommunen med 8 procent forventet befolkningstilvækst det næste årti, hvilket er pænt over landsgennemsnittet, udtaler Peter Uldall Borch.
Også hos Matter Real Estate bliver opkøbet set som et vigtigt skridt. Administrerende direktør David Christie understreger, at investeringen bidrager til ambitionen om at udvikle bæredygtige boligområder af høj kvalitet og samtidig udbygge selskabets tilstedeværelse i Danmark i samarbejde med Velkomn.
– Vi ser frem til fortsat at vækste samtidig med, at vi skaber langsigtet værdi for lokalsamfundene, udtaler David Christie.
Velkomn har i forvejen erfaring med drift af lignende boligområder i Jylland, herunder i Fredericia og Kolding, og ser sig selv som en langsigtet ejer med fokus på lokale fællesskaber.
Hos sælgeren ArthaScope er der tilfredshed med handlen. Administrerende direktør Jan Severin Sølbæk fremhæver, at porteføljen nu overtages af en erfaren aktør.
– Samlet set har det været en fornuftig investering for os og vores investorer med tanke på, at vi også har skullet navigere i et svært ejendomsmarked med historiske rentestigninger, udtaler Jan Severin Sølbæk.
Aftalen sætter punktum for et år med høj aktivitet hos Velkomn. Virksomheden har i 2025 købt tre byggegrunde i pendlerafstand fra København, sat spaden i jorden på sit hidtil største byggeprojekt, aflagt et solidt årsregnskab og vækstet porteføljen til over 1.600 boliger.
Den oprindelige femårsplan er effektueret på den halve tid gennem egne byggeprojekter samt sidste års milliardopkøb af eksisterende ejendomme fra Birch Ejendomme.
– Vi har ingen planer om at sætte tempoet ned, udtaler Peter Uldall Borch.
– Med udgangspunkt i vores principper om gode placeringer, høj kvalitet og funktionalitet er vi fortsat på jagt efter de rigtige projekter og partnerskaber primært på Sjælland.
Velkomn er i forbindelse med transaktionen blevet rådgivet af Mazanti-Andersen, Niras og EY. ArthaScope er rådgivet af DLA Piper og revisionsfirmaet Edelbo.























