Velkomn vil bygge rækkehuse i store byer i Danmark

Matter Real Estate, 1927 Estate og tidligere direktør i HD Ejendomme, Peter Uldall Borch, står bag selskabet Velkomn, der vil bygge rækkehus i Danmark.

Peter Uldall Borch, administrerende direktør, Velkomn. Foto: PR.
Peter Uldall Borch, administrerende direktør, Velkomn. Foto: PR.

Et nyt joint venture bestående af den engelske ejendomsudvikler Matter Real Estate, ejendomsselskabet 1927 Estate og tidligere direktør i HD Ejendomme, Peter Uldall Borch, vil opbygge en portefølje på i første omgang 800 lejeboliger i en række større provinsbyer. Velkomn, som selskabet hedder, kigger på rækkehusprojekter i danske vækstbyer i omegnen af København og Aarhus samt i Trekantområdet og på Fyn.

Velkomn får hovedkvarter i Odense med Peter Uldall Borch som administrerende direktør og vil til at begynde med operere med en indledende portefølje på cirka to milliarder kroner fordelt på cirka 800-1.200 lejeboliger. Heraf er der allerede konkrete planer om at opføre de første 280 boliger på Sjælland.

Fokus er på nybyggede rækkehuse på gode placeringer nær større byer i Danmark med let adgang til blandt andet skoler, arbejdspladser, god infrastruktur, grønne områder og legepladser.

– Vi oplever, at flere og flere danskere efterspørger moderne, funktionelle hjem med en god beliggenhed. Samtidig er der flere, der ikke ønsker at binde alle deres penge i mursten, men i stedet prioriterer andre ting, siger Peter Uldall Borch.

Peter Uldall Borch skal nu i gang med at opbygge en stærk dansk organisation, der kan tilbyde et full-service koncept med alt lige fra optimering af byggeri til en professionel ejendomsadministration og drift, der med tiden kan håndtere endnu flere ejendomme.

Han bringer selv mere end 16 års erfaring med ejendomsdrift- og udvikling til bordet. Blandt andet som direktør af HD Ejendomme, som med en portefølje på over 6.000 lejeboliger blev solgt til svenske Heimstaden i 2021.

– Jeg ser store muligheder i samarbejdet. Med dette joint venture samler vi kapital, udviklingskompetencer og en stærk og erfaren organisation. Det vil være en fordel i hele processen fra udvikling over byggeri, til drift og administration at have Matter og 1927 med, som i sidste ende vil komme vores kommende beboere til gode i form af gennemtænkte kvadratmeter og et højt serviceniveau, siger Peter Uldall Borch.

Velkomn vil bygge rækkehuse i store byer i Danmark. Foto: PR.
Velkomn vil bygge rækkehuse i store byer i Danmark. Foto: PR.

Også hos Matter Real Estate er ambitionerne for samarbejdet høje.

– Vi har nærstuderet det danske marked i tæt på fem år, og vi er meget glade for både at have fundet så kompetente partnere og samtidig opstarte samarbejdet på et tidspunkt, hvor efterspørgslen er langt højere end udbuddet. Velkomn kommer til at opfylde et stort behov for nye boliger i de danske regioner, og boligerne kommer til at være de højeste standarder for bæredygtighed i vores portefølje til dato, siger David Christie, administrerende direktør, Matter Real Estate.

Efterspørgslen på lejeboliger stiger støt

I løbet af de seneste 40 år er efterspørgslen på lejeboliger steget, og i 2022 var der tilmed flere boliglejere end boligejere i Danmark. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Det vidner om en tendens, der er kommet for at blive, mener Peter Uldall Borch.

– Vi ser også i udlandet, blandt andet i Sverige og i Storbritannien, at der er en voksende efterspørgsel på moderne rækkehuse. Vi tror på, at det behov kun bliver større i fremtiden, og vi er overbevist om, at vi med vores model kan tilbyde danskerne de perfekte rammer for det moderne liv, siger Peter Uldall Borch.

Velkomns lejemål er blandt andet tiltænkt familier, singleforældre med børn samt ældre, der vil slippe for arbejdet med at holde deres eget hus ved lige. Samtidig vil alle boliger blive DGNB bæredygtighedscertificeret.

Partnerne bag Velkomn

Matter Real Estate

Matter Real Estate er et ejendomsinvesteringsselskab, der fokuserer på værdiskabelse gennem fast ejendom i hele Nordeuropa. Her er en operationel tilgang til at investere i fast ejendom med fokus på aktiver, der opfylder grundlæggende slutbrugerbehov, og hvor der er strukturel efterspørgsel. Matter investerer i sektorer, herunder, men ikke begrænset til, lejeboliger, enfamilies-boliger uden for gateway-byer, betalbare boliger og sundhedscentre.

1927 Estate

1927 Estate er en markedsorienteret ejendomsvirksomhed med fokus på udvikling, asset management og investering. Firmaet har hovedkontor i Aarhus samt afdelinger i København, Hobro og Esbjerg. Selskabet har dybe rødder i ejendomsbranchen og er i dag ejet af 4. og 5. generation samt en ny investorkreds, der tiltrådte i 2019. Allerede nu søger 1927 Estate nye projekter og jordstykker til Velkomn.

Peter Uldall Borch

Peter Uldall Borch skal stå i spidsen for Velkomn som administrerende direktør. Direktøren vil trække på sin store erfaring opbygget gennem mange år med løbende drift af HD Ejendomme, der endte med et salg til svenske Heimstaden.

Blå bog: Peter Uldall Borch

  • 51 år.
  • Uddannet Cand.merc.
  • Eksamineret ejendomsmægler og valuar.
  • Har mere end 16 års erfaring med alle dele af ejendomsmarkedet fra drift og udvikling til køb og salg.
  • Tidligere administrerende direktør i HD Ejendomme, som blev solgt til svenske Heimstaden for over 12 milliarder kroner.
  • Tidligere centerchef og medejer af Outlet Fyn.
  • Gift, har tre børn og bor i Odense.