Ventilationskataloget.dk. Foto: Teknologisk Institut.
Ventilationskataloget.dk. Foto: Teknologisk Institut.

Næsten en million danske etageboliger mangler moderne, balanceret ventilation. Det skriver Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.

Når ældre ejendomme samtidig energirenoveres og tætnes, kan det ifølge instituttet give problemer med dårligt indeklima, fugt og skimmel.

Nu skal det gratis digitale værktøj Ventilationskataloget gøre det lettere at vælge den rigtige løsning. Værktøjet tager blandt andet højde for bygningens alder, konstruktion og eksisterende føringsveje som gamle skorstene og aftrækskanaler.

– Værktøjet skal hjælpe alt fra rådgivere og entreprenører til bygningsejere og bestyrelser med at træffe et kvalificeret og langsigtet valg, når de fornyer ventilationen i etageboliger, fortæller projektleder Jakob Wulff Andersen fra Teknologisk Institut.

– Ved at indtaste ejendommens opførelsesår og tilpasse simple parametre for bygningen, præsenterer værktøjet de reelt realiserbare løsninger og fremhæver både styrker, svagheder og “gule flag” – som for eksempel krav om brandmæssige dispensationer.

Løsningerne sammenlignes på blandt andet klimabelastning, økonomi, energiforbrug, pladsbehov og indeklima. Beregningerne tager udgangspunkt i en levetid på 50 år.

Ifølge Teknologisk Institut har mere end 85 procent af de cirka 1.135.000 danske etageboliger i dag enten naturlig ventilation eller ældre mekaniske systemer uden varmegenvinding. Omkring 789.000 boliger har alene naturlig ventilation, mens cirka 199.000 har ældre mekanisk udsugning uden varmegenvinding.

Fakta om Ventilationskataloget

Hvad: Et frit tilgængeligt digitalt beslutnings- og inspirationsværktøj til valg af ventilation ved renovering af etageboliger fra perioden 1900–2000.

Målgruppe: Almene og private boligselskaber, afdelingsbestyrelser, andels- og ejerforeninger, rådgivende ingeniører og udførende entreprenører.

Bag projektet: Et konsortium bestående af Teknologisk Institut (projektansvarlig), Build (Aalborg Universitet), DAB Lejerbo, KAB samt brancheorganisationerne FAV (Foreningen af Ventilationsfirmaer) og Veltek.

Projektet er støttet af Realdania.

Det digitale værktøj er frit tilgængeligt for alle interesserede på: www.ventilationskataloget.dk.

Kilde: Teknologisk Institut.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev