
Verka Collective vil skrue op for brugen af kunstig intelligens og har derfor investeret i Nordfy, der rådgiver virksomheder om kunstig intelligens, arkitektur og digital udvikling.
Det oplyser arkitektursammenslutningen i en pressemeddelelse.
Investeringen skal give Verkas arkitekt-, landskabsarkitekt- og designvirksomheder adgang til fælles viden og ekspertise inden for kunstig intelligens. Målet er blandt andet at bruge teknologien til at udvikle projekter, arbejdsgange og nye forretningsmuligheder.
– Med Nordfy tilføjer vi en ny strategisk kapacitet til platformen, som alle virksomheder i kollektivet kan få adgang til, udtaler Frants Nielsen, administrerende direktør for Verka Collective.
– Det handler ikke om at standardisere virksomhederne inden for kollektivet, men om at give dem et stærkere fundament for at udvikle sig på deres egne præmisser.
Nordfy med adresse i Vedbæk fortsætter samtidig som selvstændig virksomhed og vil fortsat arbejde for kunder uden for Verka Collective. Grundlæggeren Tiago Pereira bliver chef for AI i Verka Collective og får dermed ansvaret for koncernens arbejde med kunstig intelligens.
Ifølge Verka skal investeringen ikke føre til, at de enkelte virksomheder mister deres selvstændighed. Tværtimod skal de fortsat bevare deres egne identiteter og kreative ledelser, mens de får adgang til fælles teknologiske kompetencer.
– Inden for Verka Collective vil vi fokusere på at skabe værdi ud over den enkelte virksomhed. Samtidig vil vi fortsætte med at betjene vores egne kunder og udvikle Nordfy uafhængigt, udtaler Tiago Pereira.
Verka Collective er en europæisk sammenslutning af selvstændige arkitektvirksomheder og er blandt andet bag Vilhelm Lauritzen Architects, Sted og Kjær & Richter. Sammenslutningen er støttet af den tyske investeringsfond Findos.
Nordfy havde i 2025 en bruttofortjeneste på godt 700.000 kroner, mens resultatet før skat lød på -155.000 kroner og efter skat på omkring -122.000 kroner.






















