
Glostrup Kommune vil nu for alvor tage hul på planerne for at lave den østlige del af Erhvervsområde Glostrup Sydvest om til en ny bydel.
Sagen skal behandles i Vækst- og Byudviklingsudvalget den 5. marts 2026 og er en opfølgning på den kommuneplan, som blev vedtaget i efteråret.
Tanken er at forvandle den del af området, der ligger tættest på Glostrup Station og bymidten, fra et klassisk erhvervsområde med produktion og tungere virksomheder til et mere levende byområde med fortrinsvis boliger og bynære arbejdspladser.
Kommunen vurderer, at placeringen er så attraktiv, at det giver god mening at satse på boliger kombineret med for eksempel kontorer, institutioner og andre funktioner, som passer ind i en almindelig by. Målet er både at løfte området visuelt og at binde bymidten bedre sammen på tværs af ringvejen.
Den vestlige del af erhvervsområdet bliver ikke ændret. Her skal der fortsat være erhverv, blandt andet fordi området fungerer som en overgang til erhvervsområderne i Albertslund og Brøndby.
Før noget kan bygges om, skal der laves en samlet helhedsplan. Den skal sætte retningen for, hvad området skal bruges til, hvor højt og tæt der kan bygges, og hvordan man sikrer grønne områder og gode forbindelser til resten af byen. Samtidig skal der ses på trafik, støj og eventuel forurening.
Helhedsplanen giver ikke i sig selv ret til at bygge, men den skal udgøre grundlaget for senere kommuneplantillæg og lokalplaner.
Politikerne får i løbet af foråret eller sommeren 2026 mulighed for at gå en tur i området og drøfte idéerne på en workshop. Kommunen vil også invitere grundejere og andre interesserede til dialog tidligt i forløbet, så deres ønsker og behov kan komme med i arbejdet. Senere bliver der holdt et åbent borgermøde, hvor alle kan deltage.
Det forventes at tage omkring et år at lave helhedsplanen, så den kan være klar i løbet af 2027. Derefter følger arbejdet med de mere detaljerede planer i 2028 og 2029.
Hvis tidsplanen holder, kan de første nye boliger tidligst stå klar i begyndelsen af 2030’erne.
Samtidig vil kommunen løbende holde øje med behovet for daginstitutioner og skolepladser i takt med, at området udvikles.






















