Vestjyder vil bygge midtjyske rækkehuse

Udviklere fra Holstebro står bag projekt med 38 rækkehuse sydøst for Silkeborg. Status på projektet er dog uafklaret.

Vem Byg vil opføre rækkehuse i Sejs-Svejbæk.
Vem Byg vil opføre rækkehuse i Sejs-Svejbæk.

Et nyt boligområde med omkring 38 rækkehuse på Kildevej i Sejs-Svejbæk ved Silkeborg kan være på vej.

Bag projektet står bygherre Vem Byg ved Rune Bach og Jonas Koldsø Pedersen fra Holstebro, mens rådgivningen varetages af ByPlus.

Planen omfatter opførelse af boliger i op til to etager med størrelser mellem 90 og 130 kvadratmeter samt tilhørende parkering og fælles opholdsarealer. Området skal vejbetjenes via en forlængelse af Kildevej og Tværdalsvej, som finansieres af udvikleren.

Projektet placeres i et område, der i dag primært består af naturskov, og hvor der ligger en eksisterende bolig fra 1972 med en middel bevaringsværdi. Nedrivning af denne bolig er en forudsætning for projektets gennemførelse.

Planen indeholder blandt andet grønne kiler, fælles friarealer og et regnvandsbassin, der skal håndtere både daglig nedbør og skybrud.

Kommunens vurdering er, at projektet er i tråd med både kommuneplanen og den lokale strukturplan, hvor nye boligområder skal indpasses i landskabet og fremstå med en afdæmpet arkitektur. Samtidig peger en naturundersøgelse på, at byggeriet kan gennemføres uden væsentlig påvirkning af dyreliv, hvis der etableres et bevarende læbælte.

Planprocessen er dog ikke uden usikkerhed. En tidligere afgørelse om ikke at kræve en miljøvurdering for skovrydning er blevet påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, hvilket kan få betydning for tidsplanen.

Sagen blev behandlet i Plan-, Vej- og Trafikudvalget den 7. april 2026, men beslutningen om at igangsætte lokalplanen blev udsat.

Dermed er projektets videre fremdrift fortsat uafklaret, selv om det indgår i kommunens boligprogram og befolkningsprognose for de kommende år.

Tilmeld Nyhedsbrev