Vestjysk trio bygger boliger i Trige ved Aarhus

Et nyt boligprojekt i Trige nord for Aarhus er snart klar til at nye lejere flytter ind. Projektet rummer i alt 56 svanemærkede boliger på 91-102 kvadratmeter.

D4 Group ved direktør Morten Vagn Petersen, Rene Toftgaard Poulsen og Michael Brogaard fra Vinderup ved Holstebro står bag boligprojektet, som er blevet navngivet Bertasminde. Inden for kort tid skyder de 56 lejeboliger i vejret i Trige nord for Aarhus.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Projekt Poul Erik Bech, der skal stå for udlejningen af de 56 lejligheder, som opføres over syv etaper for sikre minimal tomgang.

– Bertasminde er moderne boligprojekt med en vision om at forene komfort, æstetik og bekvemmelighed. Der er tænkt over de små detaljer, for eksempel hvordan tagene er lagt, som langt fra er den billigste løsning, men den mest optimale løsning i forhold til helheden. Boligprojektet er placeret i Trige med masser af luft og naturskønne omgivelser, og med behørig afstand til bylivet i Aarhus, udtaler Morten Petersen, direktør hos D4 Group.

Han påpeger, at boligerne henvender sig til forskellige aldersgrupper, og der etableres forskellige faciliteter i området.

– Det har været vigtigt for os, at boligerne ikke ligner alle mulige andre boligprojekter. Derfor har vi, i samarbejdet med Luplau & Poulsen Arkitekter, gjort meget ud af boligerne, og vi er meget tilfredse med, hvordan det er endt ud. Vi har skruet på de små detaljer, som har skabt nogle unikke boliger, hvor der ikke er overladt noget til tilfældighederne, siger Morten Petersen.

– Vi er glade og stolte af, at vores boliger er blevet svanemærkede, hvilket betyder, at vi har været ekstra opmærksomme på at udvælge materialer, byggeprocessen, brugsfasen og affaldsfasen. Boligerne er 10 procent mere energivenlige end andre nye boligbyggerier, og der er mere fokus på blandt andet lysindfald, uddyber han.

Ifølge Mathias Bro Jensen, ejendomsmægler hos EDC Projekt Poul Erik Bech Aarhus, der skal håndtere udlejningen af de 56 boliger, så får de nye beboere i Trige det bedste fra to verdener.

– Det tager ikke mere end en halv time at komme til Aarhus, og samtidig er man tilbagetrukket fra storbyens trængsel i helt rolige og naturskønne omgivelser. Boligerne henvender sig både til ældre par, der sætter pris på naturen, eller yngre par med børn, som stadig vil være tæt på Aarhus, men ønsker at etablere sig uden for Smilets By. Lejepriserne starter fra 9.400 kroner for tre- eller fire-værelseslejligheder, så det er også et niveau, hvor de fleste kan være med og et godt stykke under lejepriserne i Aarhus, siger han.

Ifølge Mathias Bro Jensen er der fin interesse for boligerne, hvor fire indtil videre er udlejet, mens flere nye lejeaftaler er på vej.