
Det tidligere Lux Hotel over for Slagelse Station skal gennem en omfattende ombygning for at blive til 18 lejligheder, skriver SN.dk.
I 2023 købte ejendomsmatadoren Denis Granell bygningen for 6,5 millioner kroner.
– Jeg tror, at det er omkring syv år siden, at jeg tegnede boligprojektet for bygningen. Jeg lå så i forhandlinger med den tidligere ejer i flere år, som faktisk havde fået en nedrivningstilladelse. Men jeg syntes, at det var synd at rive bygningen ned, og i 2023 fik jeg lov til at købe den, fortæller Denis Granell til SN.dk.
Slagelse Kommune godkendte i april 2025, at bygningen kunne omdannes til boliger. Lejlighederne bliver i forskellige størrelser og er især tænkt til yngre lejere. Den centrale placering tæt på stationen og flere uddannelsesinstitutioner skal gøre boligerne attraktive.
Indtil 2019 blev bygningen brugt til at huse hjemløse som et slags udslusningssted. Slagelse Kommune besluttede dengang at få de 17 beboere til at flytte, fordi kommunen vurderede, at bygningen ikke var registreret som beboelsesejendom. Beslutningen udløste en længere strid med den daværende ejer og blev også taget op politisk på Christiansborg.
Siden har bygningen stået tom, men nu er den gamle indretning ved at blive fjernet. Ifølge Denis Granell har det været et omfattende arbejde at rydde ejendommen efter mange års brug.
Planen er, at også gården skal renoveres og omdannes til en gårdhave for de kommende beboere. Hvis tidsplanen holder, kan de første lejere få nøglerne i sommeren 2027.
Ifølge SN.dk ejer Denis Granell ejendomme i hele landet for en samlet værdi af 882 millioner kroner, hvilket placerer ham på 28. pladsen i Danmarks ejendomstop. Alene i Kalundborg og Holbæk ejer han 350 ejendomme.





















