VGP Park Vejle.
VGP Park Vejle.

Gennem de seneste år har VGP for alvor har styrket tilstedeværelsen i Danmark.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Colliers, som er blandt de erhvervsmæglere, der skal hjælpe udvikleren af logistik- og industriejendomme med at finde lejere til de danske ejendomme.

VGP har allerede sikret sig grunde i både Vejle, Odense og to i Greve.

– Logistikmarkedet på Sjælland er præget af høj efterspørgsel og lav ledighed. Greve og omegn er særligt attraktive for virksomheder, der ønsker nærhed til hovedstadsområdet, udtaler Simon Ravnløkke, erhvervsmægler hos Colliers.

– Derudover findes der stort set ikke jord i Storkøbenhavn, som kan udvikles til produktionsvirksomheder og der mener vi, at der vil være virksomheder, som kan drage nytte af samarbejdet med VGP.

I juni 2025 købte VGP også tre arealer på i alt knap 12,5 hektar syd for Egedesvej i Køge, og den belgiske udvikler planlægger yderligere ekspansion i Danmark.

Lokationen af grundstykkerne bærer i høj grad præg af at være strategisk placeret i forhold til, hvor det kan forventes, at henholdsvis logistik- og produktionsvirksomheder vil placere sig nu og i fremtiden.

Ifølge Colliers skiller VGP sig ud i forhold til andre udviklere og investorer ved at bygge produktionsfaciliteter, og det er lige netop dér, de for alvor kan gøre en forskel på det danske marked.

– Odense er i rivende udvikling og tiltrækker især videnstunge virksomheder. Kombinationen af stærke uddannelsesinstitutioner og et internationalt anerkendt økosystem inden for robotteknologi og Lifescience gør byen ideel for produktionsvirksomheder med høje teknologiske krav, udtaler Martin Fuhlendorff, erhvervsmægler og Director i Colliers.

– Der mener vi, at VGP kan gøre en positiv forskel, for de virksomheder, som ønsker at sikre sig moderne produktionsfaciliteter.

VGP blev i 1998 grundlagt i Tjekkiet som en familieejet, belgisk virksomhed. Virksomheden ejer og driver over 100 logistik- og industriejendomme fordelt på 17 lande i Europa.

Tilmeld Nyhedsbrev