Nu igangsættes en idéfase, hvor virksomheder, projektudviklere og borgere kan indsende forslag til nye eller ændrede erhvervsarealer. Foto: Lars Holm.
Nu igangsættes en idéfase, hvor virksomheder, projektudviklere og borgere kan indsende forslag til nye eller ændrede erhvervsarealer. Foto: Lars Holm.

Viborg Kommune åbner nu for borgernes og erhvervslivets idéer til, hvor og hvordan fremtidens erhvervsarealer skal udvikles, oplyses det i en pressemeddelelse.

Kommunen har sat en idéfase i gang, hvor virksomheder, projektudviklere og borgere kan sende forslag til nye eller ændrede erhvervsområder.

Arbejdet bliver en del af et tematillæg til Kommuneplan 2025-2036, som skal sikre tidssvarende erhvervsarealer både i byerne og tæt på den kommende motorvej.

Idéfasen følges af et dialogmøde med Business Viborg og lokale erhvervsfora samt interviews med udvalgte virksomheder. For at få et præcist billede af virksomhedernes behov sender kommunen også et spørgeskema ud til virksomheder med mindst fem ansatte i relevante brancher.

Ifølge direktør for Teknik og Miljø, Stig Werner Isaksen, skal tematillægget give et samlet overblik over, hvordan nye og eksisterende erhvervsarealer bedst udvikles.

– Det handler ikke kun om nye erhvervsområder, men også om at skabe de bedste rammer for de eksisterende virksomheders hverdag og vækstmuligheder, siger han.

Idéfasen løber frem til begyndelsen af januar 2026. Forslaget til tematillæg forventes sendt i offentlig høring i 2026, med endelig vedtagelse året efter.

Tilmeld Nyhedsbrev