Frants Nielsen bliver administrerende direktør hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Det skriver arkitektvirksomheden med base i Nordhavn i København i en pressemeddelelse.
Vilhelm Lauritzen Arkitekter har gennem de senere år udvidet med en ny ejer- og partnerkreds samt opkøb af Sted By og Landskab og Kjaer & Richter.
– Vilhelm Lauritzen Arkitekter er en både markant og solid virksomhed, som jeg glæder mig til at blive en del af. Det bliver spændende at skulle videreudvikle arbejdet med den grønne omstilling og skabe en større internationalisering, udtaler Frants Nielsen.
– Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Kjaer & Richter og Sted skal fortsætte som individuelle brands, og jeg glæder mig til at lære dem alle bedre at kende. Samtidig tror jeg også, at de mange dygtige og kompetente kollegaer, kan få endnu større glæde af hinanden på kryds og tværs.
Erfaring fra flere arkitektvirksomheder
Frants Nielsen har tidligere været kommerciel direktør hos Henning Larsen og administrerende direktør hos Dorte Mandrup, hvor han sidste sommer gav stafetten videre. Aktuelt er han administrerende direktør for Lendager Arkitekter.
– Hans evne til at harmonisere kulturel integritet med ambitiøs vækst lover en spændende æra for Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Gennem sin karriere har Frants vist, at han har en særlig evne til at få dansk arkitektur ud til vores nabolande. Han er derfor det ideelle valg til at føre tegnestuen videre ind i fremtiden, fortæller Karin Verland, bestyrelsesformand i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Frants Nielsen fortsætter hos Lendager Arkitekter indtil den 12. august 2024, hvor han indtræder i rollen som ny administrerende direktør for Vilhelm Lauritzen Arkitekter.