Villa Grande på Toftegårdsvej i Hadsten er blevet solgt. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
Villa Grande på Toftegårdsvej i Hadsten er blevet solgt. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

Den markante ejendom Villa Grande på Toftegårdsvej 13 i Hadsten er blevet solgt og vender nu tilbage til sit oprindelige formål som privat bolig.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, som har formidlet salget af ejendommen.

Ejendommen har siden 2019 været drevet som boutique-hotel med Bed & Breakfast og dannet ramme om arrangementer, fester og den lokale musikfestival “Musik på toppen”, der med op til 1.700 gæster blev kaldt en af Danmarks største private havefester.

– Det har været sjovt at bygge stedet op og gøre det til en succes, men for et år siden valgte vi at forpagte stedet ud, og da aftalen løb ud i starten af året satte vi til salg, udtaler Keld Sørensen, der har solgt ejendommen.

Villa Grande blev oprindeligt opført i 1974 som direktørbolig for Mogens Kjeldsen, der grundlagde Electromatic. Den arkitekttegnede ejendom er på over 1.000 kvadratmeter og ligger på en grund på mere end 14.000 kvadratmeter.

Navnet på den nye ejer oplyses ikke, men der er tale om en udenlandsk forretningsmand med base i Danmark, som vil bruge ejendommen til både bolig og virksomhed.

– Han var så interesseret i stedet, at han købte ejendommen uden selv at have set det – han havde kun set det via Facetime med en dansk sam­ar­bejds­part­ner, der viste rundt, udtaler erhvervsmægler Gustav Balsby fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus.

Flere viste ifølge mægleren interesse for at videreføre hotellet, men ejendommen endte med at blive solgt til privat brug.

Der meldes ikke noget om prisen på handlen, og den er ikke tinglyst. Selskabet bag ejendommen har i regnskabet for 2024 bogført den til en værdi af 17,6 millioner kroner.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling