På Kirkegade 23 i Nordborg i Sønderjylland ligger en villa, som har været på boligmarkedet i intet mindre end 14 år.
Det skriver Boliga.
Boligen tilbyder en potentiel køber 128 kvadratmeter fordelt på seks værelser. Kælderen byder på 31 kvadratmeter, som også er registreret til beboelse.
Med andre ord, der er masser af plads. Desuden hører der en have til villaen, der ligger på en 1.027 kvadratmeter stor grund.
“Til ejendommen hører endvidere carport med redskabsrum, drivhus samt ugenert terrasse. Dejlig grund beliggende direkte ud til grønt område”, lyder det i salgsopstillingen fra EDC Poul Erik Bech, som har villaen til salg.
Læs også: Stort boligområde midt i Sønderborg er klar til udvikling
Ifølge Boliga har villaen været til salg i 5.128 dage. Til sammenligning er lignende huse i Nordborg kun udbudt til salg i gennemsnitligt 162 dage.
Huset blev i maj 2010 sat til salg for 745.000 kroner. men siden er prisen raslet nedad.
Den aktuelle udbudspris lyder på 395.000 kroner, og ejerudgifterne er på kun 836 kroner per måned. I området gives der i gennemsnit 7,7 procent i prisrabat.
Så selvom det allerede er en billig villa, kan man måske få prisen presset endnu længere ned.
Selvom huset har været til salg i 14 år, er villaen formelt set blevet handlet i mellemtiden. I februar 2013 blev huset nemlig solgt for 189.000 kroner i en familieoverdragelse.