Vinder af arkitektkonkurrence om 140 boliger og et nyt plejecenter er fundet

Et nyt bykvarter skal rumme et plejehjem på 10.200 kvadratmeter og yderligere godt 140 boliger i to-tre etager samt måske et parkeringshus.

Arkitektkonkurrencen om at byudvikle Generationskvarteret centralt i Sorø by blev skudt i gang i august.

De tre tegnestuer Tegnestuen Vandkunsten, Holscher Nordberg samt Grundl-Haahr og Erik Arkitekter er hver især kommet med deres forslag til, hvordan Generationskvarteret kan udvikles.

Vinderforslaget De Grønne Portaler er udarbejdet af Holscher Nordberg, skriver Sorø Kommune i en pressemeddelelse.

Nu skal vinderforslaget omsættes til lokalplanforslag, der kan bane vejen for realiseringen af det nye bykvarter.

Som en del af processen afholder Sorø Kommune endnu et inddragende borgermøde i november 2024.

– Vores mål er at udvikle et område, som byens borgere – unge som gamle – kan få glæde af. Processen ind til videre har givet os et rigtig godt fundament, som vi nu arbejder videre med i det kommende arbejde med lokalplanen for området, udtaler Bo Christensen (K), der er formand for Sorø Kommunes Natur, Teknik og Planudvalg.

Ny mulighed for at bidrage til udviklingen af området

Generationskvarteret i Sorø omfatter et plejecenter, et sundhedshus og nye boliger. Illustration: Holscher Nordberg.
Generationskvarteret i Sorø omfatter et plejecenter, et sundhedshus og nye boliger. Illustration: Holscher Nordberg.

Projektet omfatter et 10.200 kvadratmeter stort plejecenter og sundhedshus, som skal bygges på Cirkuspladsen i en tre etager høj bygning med fladt tag.

Ved Krydderen og Alléhusene skal der opføres 67 blandede boliger i op til 2,5 etagers højde med et samlet omfang på 6.700 kvadratmeter.

Desuden skal der ved Idrætsfælleden bygges 32 familieboliger i to etagers højde og med et samlet omfang på 3.840 kvadratmeter. Endeligt kan der blive bygget op til 42 blandede boliger i tre etager med et samlet omfang på 4.200 kvadratmeter. En del af de kommende lejligheder kan dog kun bygges, hvis der også investeres i et parkeringshus.

I hele projektområdet er der som tegnet etableret knap 379 nye parkeringspladser, hvoraf knap 290 er på terræn og omkring 80 i plint. Yderligere er 40 pladser muliggjort i udlæg på terræn.

Det forventes, at kommunens økonomiudvalg sætter arbejdet med en lokalplan for området i gang i midten af november 2024.

Derefter går kommunens administration i gang med den videre bearbejdning af arkitektkonkurrencens vinderforslag og arbejdet med at omsætte det til et lokalplanforslag.

Forslag til lokalplan for området Generationskvarteret bliver sendt i offentlig høring i midten 2025.

Om forslagene til det kommende generationskvarter i Sorø

I begrundelsen skriver dommerkomitéen, som består af formand for Social og Sundhedsudvalget, Lars Schmidt (K), formand for Natur, Teknik og Planudvalget, Bo Christensen, Leder af Plan og Byg, Simon Schou Jakobsen, og de to fagdommere arkitekt og partner i Sted By og Landskab, Rosa Lund, og landskabsarkitekt, ph.d. og professor ved Københavns Universitet Ellen Braae:

”Forslagets fokus på de eksisterende, gamle træalléer som identitetsgivende og strukturbærende fra første dag er oplagt, bæredygtigt, har historisk dybde – og rummer med paralleliteten til Sorø Akademi en særlig Sorø-historisk reference. […] Planen er robust i forhold til gradvis udbygning idet helhedsgrebet ikke knyttes an på grundsalg og nødvendig ny bebyggelse for at kunne realiseres. […] Endvidere anviser forslaget, hvorledes mobilitet for gående, cyklende og kollektiv trafik kan forbedres.”

De tre indkomne forslag til arkitektkonkurrencen samt dommerbetænkningen:

Vinderforslag: Holscher Nordberg

Forslag: Gründl Haahr og Erik Arkitekter

Forslag: Tegnestuen Vandkunsten

Dommerbetænkning

Kilde: Sorø Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling