Et hold bestående af Elindco, Artelia og Christensen & Co Arkitekter har vundet en ny og kompleks opgave for Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby. Det fremgår af en pressemeddelelse fra CCO Arkitekter.
– DTU Space er på flere forsknings- og udviklingsområder førende både nationalt og internationalt, og er den foretrukne samarbejdspartner på mange NASA og ESA’s rummissioner. Vi er glade for at have fundet et team, der kan udvikle fremtidens bæredygtige forskningsbygning, i et innovativt samarbejde mellem rådgivere, entreprenører og DTU som bygherre. Vi glæder os til samarbejdet, udtaler Jens W. Ø. Larsen, projektleder og arkitekt fra DTU.
Den nye Bygning 330 til DTU Space bliver opført på DTU Campus Lyngby i tredje kvadrant og skal primært huse Institut for Rumforskning og Rumteknologi. Byggeriet får et areal på cirka 6.600 kvadratmeter. Den skal rumme laboratorier og øvrige forskningsfaciliteter.
– Vi er meget glade for, at vi kan fortsætte det stærke samarbejde, vi allerede lagde kimen til i vores arbejde på DTU B357. Jeg er dybt taknemmelig for den enorme indsats som alle involverede har ydet i arbejdet med vores tilbud, udtaler Jørgen Thomsen, administrerende direktør i Elindco.
Han udtrykker samtidig glæde over evalueringen, hvor der står, at ”Projektholdet fremstår som en samlet enhed, hvor totalrådgiver og totalentreprenør er ligeværdige parter.”
Ifølge meddelelsen er en væsentlig del af projektudviklingen en fase, hvor hele holdet samarbejder tæt i et variantanalysestudie, der har fokus på både arkitektur, funktionalitet, bæredygtighed og totaløkonomi. Derudover har tre fokusområder inden for bæredygtighed et særligt fokus i byggeriet; minimering af klimapåvirkningen af de bærende konstruktioner, minimering af energiforbruget i drift med særligt fokus på procesenergi og design for afmontering og tilpasning, lyder det.
Artelias projektchef Erik Krøll udtaler, at er er lagt stor vægt på anvendelsen af digitale værktøjer.
– I variantstudierne kommer vi for eksempel til at bruge det helt nye og AI-baserede Autodesk Forma til hurtig simulering af parametre som dagslys, vindforhold, mikroklima og støj. Vi vil samtidig bruge digitale bygningsmodeller af varianterne til at vurdere andre aspekter på et tidligt stadie og i tæt samarbejde mellem alle parter, udtaler han.
– Vi har allerede i tilbuddet udviklet værktøjer og en proces for at minimere klimapåvirkningerne, hvor vi på en realistiske måde binder alle de kvalitative og tekniske forhold ind som et byggeprojekt omfatter. Det har hævet barren for, hvordan vi designer bygninger ved brug af de digitale værktøjer, dataanalyse og tænker varianter ind i designprocessen, supplerer Michael Werin Larsen, der er partner i CCO Arkitekter.
NASA gennemfører blandt andet rummissioner og sender landingsfartøjer til Mars ved brug af dansk teknologi udviklet på DTU.