Gladsaxe Kommune udskrev i efteråret 2023 en arkitektkonkurrence om en stationsforplads til den kommende letbanestation ved Gladsaxe Rådhus. Den 30. april 2024 fik det vindende hold så besked, og det blev forslaget fra Arkitema med Cowi som underrådgiver, der løb med sejren.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
“Det var et vigtigt element i konkurrencen, at projektforslaget skulle skabe et nyt byrum i krydset mellem Søborg Hovedgade og Gladsaxe Ringvej, som ville kunne erstatte det markante kendemærke, som den tidligere rundkørsel var, indtil den måtte vige for Hovedstadens Letbane. Et stort fokus har været at skabe en ny identitet for området omkring Gladsaxe Rådhus, Gladsaxe Gymnasium og Buddinge Centret”, skriver Gladsaxe Kommune.
“Vinderforslaget fra Arkitema bygger på visionen om at skabe en byskov som en grøn entré til Gladsaxe Rådhus, hvor park smelter sammen med plads og infrastruktur. Projektet bygger på en god fortælling med fokus på at plante mange nye træer og skabe et grønt vartegn med større sanselighed og variation. Samtidig skaber de foreslåede planteøer gode muligheder for, at fodgængere kan føle sig beskyttede i forhold til trafikken”, skriver kommunen videre.
Ifølge Gladsaxe Kommune har dommerkomiteen har præmieret vinderforslagets sikring af træernes signifikante rolle i oplevelsen af trafikrummet og deres gode vækstbetingelser. Dommerkomiteen vurderer desuden, at projektet kan realiseres inden for anlægsrammen.
De øvrige hold i konkurrencen, Bogl/Niras og Kragh & Berglund / Dominia / Urban Creators / Fortheloveoflight.
Vinderforslaget skal udvikles fra skitseprojekt til egentligt projektforslag, i første omgang inden for letbanestationens entreprisegrænse.