Ruslands invasion af Ukraine slået fast, at europæisk samarbejde er vigtigere end nogensinde før, og at en omstilling væk fra sort energi skal gå stærkt, skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse. Med vindmøller i Nordsøen vil Danmark sætte grøn strøm til vores europæiske naboer gennem anlæggelsen af nye energiøer.
På dagens Nordsøtopmøde i Esbjerg underskrev statsminister Mette Frederiksen en historisk ambitiøs erklæring med den tyske kansler Olaf Scholz, den nederlandske premierminister Mark Rutte og Belgiens premierminister Alexander De Croo. Sammen vil landene kunne levere 65 gigawatt havvind i 2030 og øge kapaciteten til mindst 150 gigawatt i 2050. Det kan forsyne op til 230 millioner europæiske husstande med grøn strøm, lyder det fra ministeriet.
– Vi er blevet enige om en ambitiøs erklæring, der ikke alene kommer til at forsyne hele Europa med grøn strøm, men som på sigt også kan bidrage til produktionen af grønne brændstoffer til skibe, fly og lastbiler. Alle fire lande ser det enorme potentiale, som Nordsøens kraftige blæst tilbyder os, og vi står klar til at høste det, udtaler klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) i medddelelsen.
Ved topmødet indgik Danmark og Belgien også aftale om, at Belgien skal kobles på den første energiø i Nordsøen.
– Ved at sætte turbo på grøn energi kan vi hurtigere udskifte gas og olie, især fra Rusland, med vind og grøn hydrogen. På den måde øger vi vores energiuafhængighed og mindsker vores regninger. Belgien sætter fart på energiomstillingen ved at firedoble havvindskapaciteten i den belgiske del af Nordsøen, skabe en hybrid-energiø og koble os til vores nabolande, siger den belgiske energiminister Tinne Van der Straaten.
Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen og EU’s energikommissær Kadri Simson deltog også i topmødet. Europa-Kommissionen præsenterede onsdag morgen sin plan for at blive uafhængig af russisk gas. Erklæringerne på Nordsøtopmødet forventes at hjælpe EU et stort skridt tættere målet.
– Med REPowerEU-planen, som blev offentliggjort i dag, giver EU endnu et boost til vedvarende energi og reducerer vores afhængighed af fossile brændstoffer, især russisk gas. Som en del af tiltagene til at fremskynde den grønne omstilling har vi foreslået at gøre tilladelser i EU hurtigere og mere strømlinede, hvilket vil hjælpe os med at udnytte havvindpotentialet i Europa fuldt ud, udtaler siger Kadri Simson, EU’s energikommissær.
Fakta
- Den nuværende samlede kapacitet fra havvind i EU er på 16 gigawatt, hvoraf Belgien, Danmark, Nederlandene og Tysklands har cirka 15 gigawatt
- På Nordsøtopmødet underskrev regeringscheferne fra Tyskland, Belgien, Nederlandene og Danmark en fælleserklæring med mål om at levere mindst 65 gigawatt havvind i 2030 og øge kapaciteten til mindst 150 gigawatt i 2050.
- De fire lande vil med erklæringen levere halvdelen af den grønne strøm fra havvind, som EU har brug for i 2050 for at opnå sit mål om klimaneutralitet
- Energiministrene indgik særskilte erklæringer, der blandt andet omhandler samarbejde om forbindelser til og maksimering af kapaciteten på den første energiø og etableringen af yderligere en energiø i Nordsøen
- Danmark og Belgien underskrev en aftale om salg af danske vedvarende energi-andele til Belgien til et samlet beløb på minimum 280 millioner kroner, der kan stige til 560 millioner kroner afhængig af Belgiens efterspørgsel. Samtidig bekræfter aftalen, at Belgien bliver koblet på energiøen i Nordsøen i 2033.
- Nederlandene tilsluttede sig en erklæring med Danmark om at udarbejde en analyse, der skal danne grundlag for en udlandsforbindelse til den første energiø.
Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.