
KPK Døre og Vinduer fortsætter som sponsor for de danske håndboldlandshold i yderligere to år.
Den nye aftale gælder fra begyndelsen af 2026 og frem til udgangen af 2027 og bygger videre på et partnerskab, der har stået på siden 2015.
Det oplyser vindues- og dørproducenten i en pressemeddelelse.
Den nordvestjyske virksomhed vil dermed fortsat være synlig på kvindelandsholdets tøj og på banderne ved både kvinde- og herrelandsholdenes kampe på dansk jord.
– Deres opbakning, både fra medarbejdere og kunder, har været tydelig ved vores arrangementer, og det betyder meget for os at have en partner, der deler vores passion for håndbold og fællesskab, siger direktør i DanskHåndbold Henrik M. Jacobsen.
Samarbejdet har gennem årene styrket kendskabet til KPK og givet virksomheden mulighed for at skabe særlige oplevelser for medarbejdere og kunder. Det er en værdi, som fortsat vejer tungt.
– Vi er enormt glade for at kunne fortsætte samarbejdet med DanskHåndbold. Sponsoraftalen er et stærkt fundament for de relationer, vi opbygger med vores kunder, samtidig med at den forbinder os med en sport, der står for holdånd og fællesskab, siger salgschef Peter Johannesen fra KPK Døre og Vinduer.
Det forlængede partnerskab får sin første store eksponering, når kvindelandsholdet løber på banen med KPK-logoet under verdensmesterskabet i Holland og Tyskland.






















