Det er med en ambition om at styrke positionen på det danske marked, at STM Vinduer på Langeland og NorDan Vinduer med kontorer i Aarhus og Greve den 1. januar 2025 slår pjalterne samme.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Allerede i 2020 overtog NorDan 70 procent af aktierne i STM Vinduer, mens de resterende 30 procent blev købt i 2023. Med sammenlægningen af de to virksomheder vil navnet STM Vinduer udgå.
– Gennem de seneste fire år har vi lært hinanden særdeles godt at kende, og vi deler de samme værdier. Det er helt afgørende, når vi i de kommende år skal vinde markedsandele i Danmark, hvor STM Vinduer allerede står stærkt, siger koncerndirektør Dag Kroslid fra NorDan Gruppen.
Læs også: Badehotel skal omdannes til nyt boligområde
– Skandinavien er vigtige markeder for os, og vi har især godt fat i det svenske og det norske marked. Målsætningen er at blive endnu større i Danmark, og vi er overbeviste om, at det lykkes, fordi begge virksomheder har et stort fokus på kunder, høj produktkvalitet og en tydelig bæredygtighedsprofil.
NorDan Gruppen omsætter for godt 3 milliarder kroner, har 12 fabrikker i Norge, Sverige, Polen, Litauen og Danmark og beskæftiger omkring 2.300 medarbejdere.
STM Vinduer har 120 medarbejdere på fabrikken på Langeland, hvor produktionen vil fortsætte. Hensigten er endda at udvide den danske produktion i de kommende år.
Læs også: Udviklere vil bygge nye lejligheder i Tune
– STM Vinduer har produceret vinduer på Langeland siden 1972, og det fortsætter vi med. Vi bor i en del af Danmark, hvor der ikke er mange produktionsarbejdspladser, men vi fastholder arbejdspladserne og udbygger på sigt. Vi har utroligt dygtige medarbejdere, som vi sætter meget stor pris på, siger Henrik Eriksen, der er administrerende direktør hos STM Vinduer og tredje generation i virksomheden.
Både NorDan og STM Vinduer producerer vinduer i træ/alu og aluminium. NorDan har en målsætning om at halvere CO2-aftrykket i 2030 og tilbyde de mest bæredygtige vinduer og døre på markedet.