Vinterkulden kan blive en dyr udfordring for byggeriets klimaregnskab, hvis varme og energiforbrug ikke håndteres korrekt på byggepladsen, lyder det i en pressemeddelelse fra byggemarkedskæden Stark.
Nye klimakrav betyder, at opvarmning i de kolde måneder nu er en kritisk faktor, der i værste fald kan true både klimaregnskabet og bygningens ibrugtagningstilladelse.
De skærpede regler for udledning fra selve byggeprocessen trådte i kraft den 1. juli 2025. For projekter med byggetilladelse søgt efter denne dato må den samlede udledning højst være 1,5 kilo CO2-ækvivalenter per kvadratmeter per år.
Det stiller nye krav til styringen af energiforbruget, især når frost, mørke og fugt præger byggepladsen.
– Opvarmning af skurvogne, udtørring af materialer og arbejdsbelysning i mørket er nødvendigt på mange byggepladser. Men hvis energiforbruget ikke dokumenteres og styres, risikerer man at sprænge grænseværdien og dermed sætte både LCA og ibrugtagningstilladelsen på spil, advarer Kristian Fribo, der er bæredygtighedschef i Stark.
Også hos entreprenørvirksomheden EMR er vintervarme blevet et strategisk fokusområde.
– Når frosten rammer, er opvarmning først og fremmest et arbejdsmiljøkrav, men det er også en hårfin balance mellem at sikre komfort og samtidig tage initiativer, der reducerer energiforbruget på byggepladsen, udtaler Andreas Vestmar, bæredygtighedschef i EMR.























