Wavin styrker totalleverancen med svejseservice

I byggebranchen i dag er det ikke længere nok bare at levere produkter. Kunderne forventer komplette løsninger. Det kan Wavin nu tilbyde.

I byggebranchen efterspørger kunder i dag komplette løsninger, hvor leverandører tager ansvar fra projektering til færdig installation.

Det vil Wavin imødekomme ved at udvide deres tilbud med en professionel svejseservice ledet af den erfarne svejsemontør Anders Hedegaard.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Anders Hedegaard vender tilbage i virksomheden efter flere års arbejde uden for. Med sin ekspertise og certificeringer i UVE og USME er han autoriseret til at udføre svejsninger på polyethylenledninger til vand og gas samt brønde, tanke og bygværker med høje krav til tæthed og hygiejne.

– Vi ønsker at være totalleverandør på hele løsningen – ikke kun levere rør og komponenter, men også stille ekspertise til rådighed ude på pladsen. Med Anders tilbage på holdet har vi de rette kompetencer til at hjælpe vores kunder hele vejen, siger Troels Krogh, salgschef for VA hos Wavin.

Svejseopgaver inden for vandforsyning kræver teknisk præcision og overholdelse af strenge krav til drikkevandssikkerhed. Wavin sikrer dette gennem deres Dokumenteret Drikkevandssikkerhed-certificering, som også omfatter håndtering og svejsning.

– Når man arbejder med drikkevand, er hygiejne ikke til forhandling. Det er altafgørende, at både materialer og montage overholder de højeste standarder, forklarer Troels Krogh.

Anders Hedegaard samarbejder tæt med entreprenører på byggepladsen, hvor han svejser komplette rørstrækninger, mens entreprenøren stiller løfteudstyr til rådighed og trækker rørene ud i rørgraven. Ved behov for vulstfjernelse udføres dette for at sikre optimal hydraulik i rørledningen.

Wavins svejseservice retter sig mod vandforsyninger, gasselskaber og entreprenører.

Tilmeld Nyhedsbrev