Wegner-stole solgt for en halv million. Foto: Bruun Rasmussen.
Wegner-stole solgt for en halv million. Foto: Bruun Rasmussen.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Der var dømt dansk design i verdensklasse på en auktion hos Bruun Rasmussen i Bredgade den 29. september. Her blev højdespringeren en sjælden variant af Hans J. Wegners ”Savbukkestol”. Egetræstolene, som han tegnede i 1959, blev solgt i to eksemplarer for samlet 500.000 kroner. Det skriver auktionshuset i en pressemeddelelse.

De to stole er en del af hans serie af ”Bukkestole”, som han indledte formgivningen af i 1950’erne. De har ikke tidligere har været set på auktionsmarkedet og adskiller sig ifølge Bruun Rasmussen fra de andre varianter af Bukkestolen “ved det kraftfulde grafiske udtryk, de tilspidsede kileben og fraværet af sprosser mellem disse”.

Stolen blev præsenteret på Snedkerlaugets Udstilling i tilblivelsesåret og har været ejet af arkitekt og Kgl. Bygningsinspektør Svenn Eske Kristensen.

– Bare en god stol var Wegners mål, men han var aldrig selv helt tilfreds. Dog må man sige, at denne bukkestol virkelig er en god stol, fordi den er så klar og minimal i sin konstruktion. Samtidig er den smuk at se på, behagelig at sidde i og utroligt fint håndværk – med andre ord: En god stol. Så det er fuldt fortjent, at der har været rift om disse to sjældenheder, udtaler Peter Kjelgaard, leder af designafdelingen hos Bruun Rasmussen.

Stolene er det næsthøjeste hammerslag på Wegners møbler nogensinde hos Bruun Rasmussen. Andenpladsen deles dog med hans store unikakonferencebord, som i 2015 blev solgt for samme hammerslag, mens førstepladsen blev indtaget i foråret af et af hans sjældne ”Krokodilleskabe”, der blev solgt for 700.000 kroner.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling