Wihlborgs har netop offentliggjort selskabets delårsrapport for perioden januar-juni 2024.
Resultatet for perioden lander på knap 460 millioner kroner mod godt 410 millioner kroner i samme periode i 2023.
Driftsoverskuddet steg med 7 procent til omkring 973 millioner kroner mod omkring 912 millioner kroner i samme periode året før. Det er det bedste resultat nogensinde for et enkelt kvartal.
Det oplyser det svenske ejendomsselskab med fokus på investeringer i Øresundsregionen i en pressemeddelelse.
– Vores beslutning om at fortsætte med at investere igennem de senere lidt mere udfordrende år giver os gode vækstmuligheder. I løbet af kvartalet har vi både udvidet vores produktportefølje og købt en kontorejendom med en rigtig god beliggenhed, udtaler Ulrika Hallengren, administrerende direktør for Wihlborgs.
Wihlborgs ejendomsportefølje består af erhvervsejendomme i Malmö, Helsingborg, Lund og København.
Porteføljen omfatter 307 ejendomme med næsten 2,3 millioner kvadratmeter udlejningsareal. Selskabet havde i januar-juni 2024 lejeindtægter for 1,36 milliarder kroner.
– Vi har videreført vores indsats med at miljøcertificere vores ejendomme og gennemfører løbende energieffektiviseringer. Vores egenudviklede innovative kølevarmepumpe giver store energibesparelser, i det omfang vi har mulighed for at installere den. I dette kvartal har vi desuden for første gang besluttet at investere i et batterilagringssystem til en af vores ejendomme og specificeret krav i forbindelse med indkøb af solceller, herunder deres indvirkning på menneske og miljø, udtaler Ulrika Hallengren.
Porteføljen i København omfatter 63 ejendomme i form af 50 kontorejendomme, ni logistik- og industriejendomme og fire projektejendomme eller grunde. Porteføljen i København omfatter 705.000 kvadratmeter, og værdien af ejendommene i den danske hovedstad er opgjort til 8,1 milliarder kroner.