Yderligere 40 nye boliger på tegnebrættet i Østbirk

Et 12 hektar stort areal i Østbirk nord for Horsens skal lægge jord til et nyt boligområde med både parcelhuse og rækkehuse.

Ny lokalplan skal bane vej for omkring 40 nye boliger i Østbirk. Foto: Horsens Kommune.
Ny lokalplan skal bane vej for omkring 40 nye boliger i Østbirk. Foto: Horsens Kommune.

Horsens Kommune er klar med næste etape af byudviklingen i Østbirk.

En ny lokalplan skal bane vej for omkring 40 nye boliger og et større grønt område ved Monbjergvej.

Planområdet ligger på kommunalt ejet jord i den østlige del af byen og udgør anden etape af udbygningen langs Monbjergvej.

Visionen er at skabe et boligområde, der både udnytter det kuperede terræn og giver plads til forskellige boligtyper.

Forslaget åbner for cirka 34 parcelhuse og enten seks parcelhuse eller 12 rækkehuse i et-to etager. Resten af området udlægges som naturpræget fællesareal med stier og regnvandshåndtering.

Kommunen lægger vægt på, at byggeriet indpasses terrænet, som falder markant mod syd og rummer både slugter, diger, bevoksning og et værdifuldt overdrev. Samtidig skal området fungere som en harmonisk forlængelse af den eksisterende by og tilgodese Horsens Kommunes mål om at tilbyde boliger til mange forskellige livssituationer.

Ny lokalplan skal bane vej for omkring 40 nye boliger i Østbirk. Illustration: Horsens Kommune.
Ny lokalplan skal bane vej for omkring 40 nye boliger i Østbirk. Illustration: Horsens Kommune.

De grønne områder vil blive bevaret uden støjfølsomme funktioner, fordi området ligger tæt på idrætsforening, skydebane og daginstitution.

Regnvandsbassiner placeres i naturlige lavninger, hvor de både skal håndtere overfladevand og fungere som rekreative elementer.

Med kommuneplantillægget justeres den gældende afgrænsning af boligområdet, så rammerne følger terrænet bedre.

Der bliver samtidig udlagt et nyt grønt område til rekreative formål, og en mindre del af et eksisterende boligområde overgår til offentlige formål.

Kommunen har gennemført en miljøscreening, som konkluderer, at projektet ikke kræver en egentlig miljøvurdering. Matriklerne i det 12 hektar store lokalplanområde er ejet af Horsens Kommune.

Tilmeld Nyhedsbrev