Illustration af Vita-byggeri på Regionshospitalet Randers. Visualisering: Arkitema.
Illustration af Vita-byggeri på Regionshospitalet Randers. Visualisering: Arkitema.

Regionsrådet i Region Midtjylland har godkendt finansieringen af to nye sengeetager på Regionshospitalet Randers.

Etableringen bliver en integreret del af det kommende hospitalbyggeri Vita, som efter planen tages i brug i 2033.

Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

De to etager får i alt 34 sengestuer, hvoraf 20 udformes som fleksible stuer, der kan udvides til to senge i perioder med ekstra pres på hospitalet, for eksempel under influenzaepidemier.

– Med de nye sengeetager får Regionshospitalet Randers et sammenhængende byggeri, der styrker både patientforløb og arbejdsmiljø, udtaler regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Sengeetagerne placeres på plan seks og syv i den sydlige del af Vita og opføres som en del af en option, regionsrådet tidligere har godkendt.

Hospitalsdirektør Henrik Larsen glæder sig over, at finansieringen nu er på plads og kalder beslutningen en vigtig milepæl for hele Vita-projektet.

– Jeg vil gerne benytte lejligheden til at kvittere for, at politikerne har prioriteret midlerne, så vi i Randers kan få bygget nogle tidssvarende, moderne sengestuer til gavn for både patienter og medarbejdere, siger han.

Link Arkitektur og 5E Byg blev i december 2024 udpeget til at stå for den 22.000 kvadratmeter store udvidelse af sygehuset med underrådgiverne Ingeniør’ne og Langebæk.

Den samlede økonomiske ramme for Vita, inklusive de nye sengeetager, er på 1 milliard kroner. Etableringen af sengeetagerne udgør 138 millioner kroner. Vita-byggeriet forventes taget i brug i 2033.

Tilmeld Nyhedsbrev