Visualisering af Recharge City i Horsens. Området udvikles af Mortensen Gruppen.
Visualisering af Recharge City i Horsens. Området udvikles af Mortensen Gruppen.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Den lokale projektudvikler Mortensen Gruppen står bag Recharge City, som udvikles på et 270.000 kvadratmeter stort areal ved afkørsel 57 Horsens Syd på motorvej E45. Her etableres et Zleep Hotel med 164 værelser fordelt over fem etager, lounge- og morgenmadsområde samt bar og reception, oplyser hotelkæden i en pressemeddelelse.

– Der er ingen tvivl om, at vi er et rigtig godt match, idet vi hos Zleep Hotels tilbyder en rigtig god overnatning, effektive systemer og en tidlig morgenmad, så langturschaufføren eller den almene bilist hurtigt kan komme på farten igen, udtaler Peter Haaber, administrerende direktør i Zleep Hotels, i meddelelsen.

– Desuden opleves mangel på værelseskapacitet i Horsens, når egnen huser koncerter, konferencer og kongresser, hvilket er endnu en god grund til, at vi selvfølgelig skal have et hotel nær byen, uddyber han.

Recharge City bliver Europas første og største parkerings- og opladningscenter med EU-platincertificering. Området får plads til op mod 450 lastbiler, modulvogntog og specialvogntog.

Her vil være hotel, tre restauranter, servicestation, tankanlæg, ladestandere, værksteds- og vaskeområder for tung trafik, toilet- og badeforhold samt udendørsområder – for langtidschauffører, den almene bilist på farten eller familien fra lokalområdet. Parkerings- og opladningscentret åbner i 2024.

– Med en hotelaftale med Zleep Hotels forventer vi øget interesse fra restauranter, som kan komplimentere hotellets overnatningstilbud med frokost og aftenservering, og som også ønsker at være en del af fremtidens parkerings- og opladningscenter, udtaler projektdirektør i Recharge City, Charlotte Ørnsvig.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling