6.000 brændeovne skal udskiftes i Aarhus Kommune

Mange gamle brændeovne i Aarhus udleder for mange skadelige partikler. Ejerne får nu et år til at udskifte eller nedlægge deres brændeovn.

Miljøstyrelsen har med en bekendtgørelse givet kommunerne mulighed for at stille krav om udskiftning eller nedlæggelse af brændeovne og pejseindsatse i områder med kollektiv varmeforsyning, hvis de er fra før den 1. juni 2008.

Den mulighed har politikerne i byrådet i Aarhus Kommune besluttet at benytte sig af.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Borgere i kommunen med en brændeovn eller pejseindsats fra før 1. juni 2008, skal derfor højst sandsynligt kassere den og erstatte den af en nyere model.

– Første skridt er at få tjekket, om ens ældre brændeovn er installeret før 1. juni 2008. Hvis den er det, skal den udskiftes. Men der er nogle få undtagelser, for eksempel hvis du bor i et område uden fjernvarme, hvis din brændeovn er antik eller er indsat i en fredet bygning. Derfor skal man få tjekket op på retningslinjerne, inden fristen udløber 5. december næste år, siger Birgitte Kloppenborg-Skrumsager, afdelingsleder i Teknik og Miljø.

Det er i visse tilfælde muligt at få forlænget fristen. Og er man i tvivl om, hvor gammel brændeovnen er, og om den kan godkendes, kan man kontakte sin skorstensfejer.

Brændeovne, der er produceret før 2008, udleder ifølge Aarhus Kommune for mange skadelige partikler, og bidrager på den måde til ringere luftkvalitet i byen. Det drejer sig om cirka 6.000 brændeovne ud af de 19.000, der findes i kommunen.

Mere information om udskiftningen af brændeovne kan findes på siden her.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling