Foto: Sønderborg Kommune.
Foto: Sønderborg Kommune.

Åbningen af Nordborg Resort den 20. juni bliver en milepæl for hele Nordals, lyder det i en pressemeddelelse fra Sønderborg Kommune.

Erfaringer fra lignende resorts i Tyskland viser ifølge Center Parcs, som skal drive den nye feriepark, at effekten kan være markant: Flere gæster i bymidten, øget omsætning i butikkerne og flere arbejdspladser.

Derfor har Sønderborg Kommune i samarbejde med Nordborg Handel, Udviklingsforum Nordals og Destination Sønderjylland haft gang i en række konkrete forbedringer og tiltag, som skal være med til at gøre Nordborg og omegn endnu mere indbydende og velforberedt.

Målet er at sikre, at både infrastruktur, bymiljø og information til turisterne er klar, så både borgere og gæster får en god oplevelse.

– Vi ønsker at være på forkant. Center Parcs erfaringer fra udlandet viser en stigning i omsætningen hos de lokale erhvervsdrivende på op til 50 procent og hvad dermed følge af nye arbejdspladser med videre, så vi er nødt til at være proaktive og sikre, at vores lokale infrastruktur og handelsliv er klar til at gribe de muligheder, resortet bringer med sig, siger Kjeld Stærk (V), formand for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst.

Det drejer sig blandt andet om forbedret skiltning og vejvisning, ny opmærkning af parkeringspladser og overgange, samt forskønnelse af butiksvinduer og tomme lokaler.

Derudover bliver grønne områder og veje gjort mere indbydende, og der er ekstra fokus på at sikre gode cykel- og vandreforbindelser mellem Nordborg by og resortet.

– Det handler om at løfte helhedsoplevelsen. Vi vil gerne sikre, at gæsterne føler sig velkomne og får lyst til at udforske byen og området. Det gør vi blandt andet ved at gøre informationen til turisterne både fysisk og digitalt mere tilgængelig. Det gælder opdateringer af kort, apps og informationsmaterialer, så både gæster og borgere nemt kan finde vej til oplevelser i området, udtaler Bjørn Allerelli Andersen (S), næstformand for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst.

Slutspurten er nu i gang inden åbningen i næste uge og kommunen vil løbende følge op og justere arbejdet. Målet er, at Nordals står stærkt og samlet, når gæsterne begynder at komme.

Sønderborg Kommune fik i 2015 Nordborg Resort udpeget som et af 10 turismeforsøgsprojekter, der var en del af Erhvervsministeriets strategi for en kvalitativ udvikling af dansk turisme med fokus på jobskabelse i yderområder.

Projektet blev efterfølgende videreudviklet i Udviklingsselskabet Nordals Ferieresort P/S fra 2016 til 2019, der blev stiftet af Bitten & Mads Clausens Fond, Linak Holding og Sønderborg Kommune.

I 2019 valgte Linak Holding sammen med Bitten og Mads Clausens Fond at investere i opførslen af ferieresortet på Nordals, som blev navngivet Nordborg Resort.

Planprocessen for Nordborg Resort blev påbegyndt i 2019. Hoffmann har stået for byggeriet af ferieparken med 440 feriehuse, et bycenter med restauranter og butikker, en strandcafé, en besøgsgård og forskellige aktiviteter.

Tilmeld Nyhedsbrev