Aalborg Handelsskole vil udvide og bygge nyt parkeringshus i Vestbyen

Aalborg Handelsskole vil udvide ved Saxogade og bygge et nyt parkeringshus ved Strandvejen i Vestbyen. En samlet lokalplan er på vej.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Aalborg Handelsskoles ejendom på Langagervej 16 i Aalborg skal efter planen sælges og omdannes til kontorer.

Handelsskolen vil nemlig samle sine aktiviteter på adresser i Vestbyen, og det skal en ny lokalplan bane vejen for. Den er på dagsordenen til et kommende møde i by- og landskabsudvalget.

På et knap 1.190 kvadratmeter stort areal ved Lindholmssti og Strandvejen vil skolen bygge et fem etager højt og 5.250 kvadratmeter stort parkeringshus med plads til 110 biler.

På et 5.225 kvadratmeter stort areal ved Saxogade vil handelsskolen udvide de eksisterende undervisningsfaciliteter med 3.700 kvadratmeter nybyggeri.

“Lokalplanen sikrer vigtige bevaringsværdige bygninger og giver samtidigt mulighed for nedrivning af enkelte eksisterende bygninger, som kan erstattes af nybyggeri. Ved nybyggeri skal stedets karakteristiske bebyggelsesstruktur videreføres, og bygningernes arkitektoniske fremtræden skal udformes med respekt for omgivelserne”, fremgår det af et notat fra kommunen.

Handelsskolen ved Saxogade blev opført i 1957 og er tegnet af arkitekterne Torben Poulsen og Jacob Blegvad. Aktuelt har bygningerne et etageareal på knap 5.620 kvadratmeter, og 600 elever har deres daglige gang i bygningerne.

På handelsskolens afdeling på Strandvejen har 400 elever og 50 ansatte deres daglige gang.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling