Det 23.000 kvadratmeter areal langs Jyllandsgade blev sat til salg for 75 millioner kroner, men nu har Aalborg Kommune solgt det for 86,25 millioner kroner. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Køber af området er Stella5 ApS, der ifølge virksomhedsregistret ejes af Karsten Olf Robdrup Stadsing. Selskabet overtog arealet den 23. december 2022.
Området, som har fået navnet Åparkkvarteret kan i henhold til den gældende kommuneplan bebygges med boliger og erhverv med op til 38.000 kvadratmeter etageareal.
Åparkkvarteret afgrænses mod syd af det kommende Åparken og mod nord af Jyllandsgade, der byder på den længste perron for den kommende Plusbus.
Det nye bykvarter skal rumme en blanding af boliger og erhverv, og nu skal der i samarbejde med køber, udarbejdes en ny lokalplan for området, der ifølge kommunen blandt andet skal sikre en høj bygningskvalitet.
– Med salget af Åparkkvarteret kan vi nu – sammen med køber – komme videre med udviklingen af området, der både byder på attraktive omgivelser og rige muligheder for at udvikle et spændende nyt bykvarter. Beliggenheden her er helt unik – tæt på Aalborgs gamle bykerne og med det kommende grønne åndehul Åparken i baghaven. Salget af det store område i disse usikre tider viser mig, at der fortsat er stor investeringslyst i vores skønne kommune, og giver mig en tro på, at vi nok skal klare de mange udfordringer den urolige verdenssituation giver os, siger rådmand i By og Land Jan Nymark Rose Thaysen (V).
Området huser i dag en række lejemål. Den nye ejer indtræder som udlejer i de eksisterende lejemål. Ifølge Nordjyske ligger der blandt andet et par bilforhandlere på lejemål, der løber til 2038.
Området har i mange år været et centralt erhvervsområde i Aalborg, og spiller en væsentlig rolle som en del af den samlede udvikling af Hjulmagerkvarteret, hvor den “tunge” industri på sigt skal udflyttes.
Fakta om arealet
- cirka 23.000 kvadratmeter areal beliggende Jyllandsgade 22, 24, 26, 28 og 30, 9000 Aalborg. Arealet udstykkes/overføres til én samlet matrikel.
- cirka 38.000 kvadratmeter etageareal.
- Centralt beliggende i Aalborg C.
- Blandet bolig og erhvervsformål.
- Tæt på banegård, busterminal og kommende Plusbus-forbindelse.