Aalborg Lufthavn dropper gratis parkering

De knap 1,4 millioner passagerer, der rejste til og fra Aalborg Lufthavn i 2022, kunne glæde sig over muligheden for gratis parkering. Men det er snart slut.

Aalborg Lufthavn har gennem mange år brugt gratis parkering som et led i sin markedsføring, men det slutter nu. Ifølge en pressemeddelelse fra lufthavnen er den internationale konkurrence efter corona-pandemien er blevet skærpet, og måden at drive luftfart på, har ændret sig.

For at kunne udvikle lufthavnen, så den kan konkurrere internationalt, er det ikke længere muligt at tilbyde et gratis parkeringskoncept, lyder det derfor fra Aalborg Lufthavn.

I stedet indføres “Danmarks billigste lufthavnsparkering”, hvor prisen vil ligge på 20 kroner per påbegyndt 24 timer.

– Vi må erkende, at forretningsmodellerne i luftfart har ændret sig markant gennem årerne og særligt efter corona-pandemien, som satte et betragtelig økonomisk aftryk i hele luftfartsbranchen. Fremtidens luftfart for lufthavne er drevet af et højt fokus på priskonkurrence, ruteudbud og den grønne omstilling. Det er en kamp, vi skal vinde, men uden at gå på kompromis med det, der gør os til Danmarks bedste lufthavn – nemlig at have god service og vores passagerer i fokus, udtaler lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen i meddelelsen.

– Den første times parkering skal være gratis, så det er muligt at hente og bringe familie og venner. Derefter skal hver påbegyndt 24 timer koste 20 kroner, hvilket er langt under andre europæiske lufthavne. Det er en pris, vi vurderer, er både konkurrencedygtig og et acceptabelt niveau for vores kunder. Med det direkte tog til lufthavnen, gode busforbindelser og Danmarks billigste lufthavnsparkering, vil vi derfor fortsat være attraktive for vores mange kunder, uddyber han.

Lufthavnen forventer, at de nye parkeringsregler vil være gældende fra den 20. april 2023.

Niels Hemmingsen fortæller samtidig, at man arbejder hårdt på at tiltrække nye ruter til den nordjyske lufthavn, der målt på trafik er Jyllands næststørste efter Billund Lufthavn.

– I Aalborg Lufthavn ved vi, at hvis vi ikke udvikler os, falder vi bagud i forhold til vores konkurrenter. Vi arbejder derfor dedikeret med vores kundeoplevelse, men også for at tiltrække nye ruter til europæiske lufthavnshubs som for eksempel Frankfurt, Paris eller Istanbul. Ligeledes er nye direkte ruter til Syd- og Østeuropa også højt på ønskelisten. Vi deltager også i forskellige projekter omkring grønt brændstof, der forhåbentligt skal sikre, at Danmarks første indenrigsrute er med udgangspunkt i Aalborg Lufthavn. Det sker sideløbende med, at vores egen proces for at blive en Co2-neutral lufthavn forsætter, udtaler Niels Hemmingsen.

I 2022 rejste 1.357.873 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling