Hensigtserklæringen blev underskrevet ved et arrangement onsdag den 21. juni. På billedet ses Rikke Dreyer, chefkonsulent i Miljømærkning Danmark, Klaus Ringgaard, direktør i Alabu Bolig, Michael Knudsen, byggeteknisk chef i Himmerland Boligforening, Laila Thomsen, formand for Alabu Bolig, Mogens Rank, teknisk chef i Plus Bolig, Ali Hassan, ansvarlig for bæredygtighed hos Plus Bolig og Tobias Bøgeskov Eriksen, byrådsmedlem i Aalborg Kommune. Foto: PR.
Hensigtserklæringen blev underskrevet ved et arrangement onsdag den 21. juni. På billedet ses Rikke Dreyer, chefkonsulent i Miljømærkning Danmark, Klaus Ringgaard, direktør i Alabu Bolig, Michael Knudsen, byggeteknisk chef i Himmerland Boligforening, Laila Thomsen, formand for Alabu Bolig, Mogens Rank, teknisk chef i Plus Bolig, Ali Hassan, ansvarlig for bæredygtighed hos Plus Bolig og Tobias Bøgeskov Eriksen, byrådsmedlem i Aalborg Kommune. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

De almene boligselskaber Alabu Bolig, Plus Bolig og Himmerland Boligforening har netop underskrevet en hensigtserklæring, hvor de forpligtiger sig til at vurdere muligheden for at få certificeret deres bygninger med Svanemærket. Det skriver Miljømærkning Danmark, der står bag certificeringsordningen, i en pressemeddelelse.

Miljømærkning Danmark forpligter sig omvendt til at tilbyde kompetenceudvikling og løbende uddannelse inden for Svanemærkets krav til nybyg og renovering.

– Vi vil rigtig gerne tage det næste skridt i forhold til at gøre vores byggerier og renoveringsprojekter mere bæredygtige. Der har Svanemærket den fordel, at det ikke er pointsystemer, men derimod faste kriterier man enten lever op til eller ikke lever op til. Det kan gøre det nemmere for os at sikre bæredygtighedstiltag i byggerierne. Men det kræver, at politikerne sætter retningen og rammen, og her er hensigtserklæringen et skridt i den rigtige retning, fortæller Klaus Ringgaard, direktør for Alabu Bolig.

At tænke mere bæredygtighed ind i byggeriet er ifølge Rådmand for Klima og Miljø i Aalborg, Per Clausen (Ø), nødvendigt, hvis vi skal nå klimamålsætningerne.

– Vi har i Aalborg Kommune vedtaget en målsætning om at blive klimaneutrale i 2050. Det betyder, at byggeriet skal gennemgå en stor omstilling. Her er det ikke længere nok kun at kigge på energiforbrug – vi skal også se på, hvilke byggematerialer vi bruger, udtaler han.

Det er kommunalbestyrelsesmedlem Tobias Bøgeskov Eriksen (S), der står i spidsen for initiativet. Han mener, at det særlig vigtigt, at der er en god dialog mellem interessenter, politikere og boligselskaber, hvis vi skal lykkes med flere certificerede byggerier.

– Vi skal løfte i fællesskab, når det gælder sikring af bæredygtighed i byggeriet. Derfor er det afgørende, at vi etablerer partnerskaber på tværs, så vi kan løse udfordringerne sammen. En vigtig samarbejdspartner er de almene boligselskaber, der gør et enormt arbejde indenfor social bæredygtighed, og som heldigvis også har taget udfordringen op for at få den grønne bæredygtighed med, udtaler han.

Hos Miljømærkning Danmark glæder man sig over de almene boligselskabers ambitioner om at udbrede mere miljøvenligt byggeri.

– En svanemærket bygning er et bedre valg for både miljø, klima og beboere. Det er derfor meget glædeligt, at Alabu Bolig, Himmerland Boligforening og Plus Bolig fremover vil vurdere muligheden for at få certificeret deres bygninger med Svanemærket – og på den måde bidrage til den grønne omstilling og støtte op om Aalborg Kommunes grønne målsætninger, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.

Om Svanemærket

Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling.

Svanemærket er holistisk og ser på alle relevante miljøparametre i hele produktets livscyklus.

På den måde fremmer Svanemærket cirkulær økonomi, effektiv brug af ressourcer og biodiversitet – og reducerer klimabelastningen og brugen af skadelige kemikalier. Svanemærket er en af verdens skrappeste miljøcertificeringer – og det mest kendte miljømærke i Norden.

Kilde: Miljømærkning Danmark.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling