Aarsleff med højere omsætning end forventet

Aarsleff har netop offentliggjort delårsrapporten for de første ni måneder af regnskabsåret 2023/24. Omsætningen er højere end forventet.

Aarsleff er klar med delårsrapporten for de første ni måneder af regnskabsåret 2023/24.

Omsætningen steg med 6,3 procent til 16,24 milliarder kroner i årets første ni måneder. Det er højere end forventet, og indtjeningen betegnes i en pressemeddelelse som “tilfredsstillende”.

Driftsresultatet (EBIT) landede på 749 millioner kroner, hvilket giver en EBIT-margin på 4,6 procent.

Ordreindgangen i årets første ni måneder er på 17,3 milliarder kroner, og det betegner entreprenørgiganten som “meget tilfredsstillende”.

– Det høje aktivitetsniveau er fortsat i tredje kvartal, og det er især anlægsprojekter i Danmark samt bygge- og anlægsopgaver i Island, som bidrager til det flotte og tilfredsstillende resultat, udtaler administrerende koncerndirektør Jesper Kristian Jacobsen fra Aarsleff.

Læs også: Direktør i Aarsleff fratræder

– Samtidig glæder vi os over en særdeles høj ordreindgang i de første ni måneder, som sikrer god beskæftigelse til vores dygtige medarbejdere de kommende år.

Cash flow fra driften på 1,76 milliarder kroner er “tilfredsstillende” og positivt påvirket med 565 millioner kroner fra den faldende arbejdskapital, oplyses det.

Forventningerne til regnskabsåret 2023/24 er indsnævret til en omsætningsvækst på 4 til 6 procent svarende til en omsætning på 21-21,4 milliarder kroner mod tidligere forventet 20,4-21,4 milliarder kroner.

Driftsresultatet forventes at lande i intervallet 1-1,05 milliarder kroner mod tidligere forventet mellem 950 millioner kroner og 1 milliard kroner, oplyser Aarsleff.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling