Accura flytter i dag sit nye domicil Alexandriahuset på Trælastholmen i Nordhavn. Det skriver advokatvirksomheden i en pressemeddelelse.
Byggeriet blev sat i gang i 2019, men advokatfirmaet er vokset siden da.
– Siden byggeriets start har Accura oplevet en markant vækst i antal medarbejdere, fra 275 til mere end 500 medarbejdere, men vi har formået at holde vores ambition intakt ved at udvide vores lokation i Nordhavn med to hele etager i Orienthuset, som ligger som nabo til Alexandriahuset – også i første parket til havnefronten. Tilsammen kommer de to huse til at danne rammerne for det fremtidige Accura, udtaler partner og administrerende direktør hos Accura, Ivan Madsen.
Alexandriahuset har 10.500 kvadratmeter fordelt på fem etager plus 2.500 kvadratmeter parkeringskælder. Bygningen er tegnet af Danielsen Architecture.
Materialevalget er inspireret af de klassiske, modernistiske erhvervshuse, der blev opført i København for snart 100 år siden, skriver Accura.
Orienthuset omfatter 17.000 kvadratmeter og er tegnet af Arkitema. Her lægger Accura beslag på to hele etager og får Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) som nabo i bygningen
De to bygninger er certificeret til henholdsvis DGNB Guld og DGNB Platin.