ACT Architects fordobler resultatet i 2023

ACT Architects har i 2023 både skiftet navn og udvidet ejerkredsen. På bundlinjen er der fremgang at spore med et resultat, der fordobles.

Den unge, danske tegnestue ACT Architects kan nu præsentere sit blot andet årsregnskab, og der er fremgang at spore.

I 2023 realiserede ACT Architects en bruttofortjeneste på over 14,7 millioner kroner, mens resultatet før skat landede på 3,2 millioner kroner mod 1,5 millioner kroner året før.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

– Vi er vokset, og vi har udviklet os, mens vi har bevaret den stærke forankring i vores værdier og vores DNA, udtaler Mikkel Westfall, medstifter og administrerende direktør hos ACT Architects.

– Vores værdier er grundlaget for vores resultater, både rent forretningsmæssigt og i de projekter vi tager del i, og derfor er faglighed, disciplin, æstetik og kvalitet fortsat de vigtigste rettesnore i de projekter, vi bidrager til, så vi kan skabe hensynsfuld arkitektur med mening – og som vi kan være stolte af.

Læs også: Ny partner i Urban Power

I 2023 har ACT Architects, der blev stiftet i 2022 under navnet Clementwestfall, skiftet navn, udvidet ejerkredsen og ledelsesgruppen, ligesom medarbejderstaben er blevet udvidet.

ACT Architects består i dag af 22 medarbejdere inklusive ejerkredsen bag; Mikkel Westfall, Nina Clement, Lene Foder og Natasja Cornelius.

– Vi tillader os fortsat at være selektive med opgaver, fordi det gør det muligt for os at være nære i projekterne. Det, tror vi på, er en stor styrke: Det er vores daglige handlinger, der definerer os som tegnestue, og ved at være tilgængelige i det daglige arbejde kan vi sikre høj kvalitet gennem en nær relation samarbejdspartnerne imellem, udtaler Mikkel Westfall.

Tegnestuen arbejder i 2024 med at fortsætte en kontrolleret vækst, oplyses det.

ACT Architects er blandt andet aktuelle med omdannelsen af et erhvervsområde i Solrød.